Hvidsten

Søren Pape Poulsen besøger i dag Hvidsten Kro, hvor Danmarks befrielse bliver markeret

Der bliver hektisk aktivitet på og omkring Hvidsten Kro i forbindelse med 74-året for Danmarks befrielse. Kroen får besøg af justitsminister Søren Pape Poulsen (K), og der vil være udstilling med engelske og amerikanske militærkøretøjer fra 2. verdenskrig.

Allerede fra klokken 12:00 i dag er der mulighed for at møde engelske og tyske soldater på stedet. De kommer fra foreningerne “Tommies” og “E-gruppen,” som er reenactment fra Silkeborg Bunkermuseum samt Reenactment gruppen “Stützpunkt Süd”. Desuden bliver der mulighed for at få en svingom med de dansende swingpjattere fra Esbjerg som vil optræde med nogle af besættelsestidens melodier og danse.

– Af hensyn til efterkommere af de henrettede modstandsfolk fra Hvidstengruppen har vi den dag valgt, at der ikke skal være SS-soldater eller gestapo-folk med. Vi har meget stor respekt for Hvidstengruppen, og ikke mindst familien Fiil, som gav så store ofre, siger Frank Svanholm fra “Tommies.”

Klokken 13:00 ankommer justitsminister Søren Pape Poulsen. Han deltager i en frokost med inviterede folk, hvorefter han vil holde en tale med relation til befrielsen. Det foregår i kroens unikke haveanlæg.

Der bliver ligeledes mulighed for at høre hele historien om Hvidstengruppen, når kroens historiefortæller Hans Nejsum to gange holder sit foredrag under »Kaffe og historie.« Hans Nejsum er tidligere historielærer, og er en fortrinlig fortæller. Under foredraget serveres kaffe og kroens egen kringle.

Hans Nejsum tager tilhørerne med tilbage fra den gang digterpræsten Steen Steensen Blicher viede Peder Fiil og Maren Rasmusdatter. De to blev bedsteforældre til Marius Fiil, som senere overtog Hvidsten Kro, og historien slutter med Hvidstengruppens henrettelse.

Klokken 16:00 lyder frihedsbudskabet som det lød den 4. maj om aftenen klokken 20:36. Herefter vil historien blive levende, når engelske soldater og danske modstandsfolk går i aktion mod den tyske besættelsesmagt.

Alle udendørs arrangementer er gratis.

Under hele arrangementet er der mulighed for at købe øl, vand, kaffe og pølser.

Kommentarer