Skraldespandene i Tronholmparken bliver mere synlige
Nu bliver det lettere at få øje på skraldespandene i Tronholmparken. De brune spande har fået orange kraver på, og nogle af affaldsspandene er flyttet tættere på siddeområderne.
Tronholmparken i Randers er en populær park med mange gæster og aktivitetsområder. De nye orange kraver på skraldespandene skal nudge flere gæster til at smide papir, dåser og take away affald i spandene:
“Organisationen Hold Danmark Rent kortlægger og analyserer hvert år det henkastede affald i Randers Kommune. Kortlægningen viser, at Tronholmparken er et sted med meget affald. Derfor forsøger vi at gøre spandene mere synlige og samtidig flytte nogle af spandene til nye steder, hvor der er registreret meget affald,” siger Claus Engstrup, Kultur og fritidschef i Randers Kommune.
Forsøget med de nye farver på affaldsspandene følges tæt af Randers Kommune:
” Vi holder øje med, om de synlige skraldespande og skraldespandenes nye placeringer har en effekt, for Tronholmparken skal være en ren og attraktiv park, hvor det er rart at opholde sig. Nu forsøger vi at gøre affaldsspandene mere synlige og håber, at det vil få flere til at ramme spandene,” siger Claus Engstrup, Kultur og fritidschef i Randers Kommune.
Verdensmål i Tronholmparken
Randers Kommune arbejder med at nå FN ´s 17 verdensmål. Indsatsen i Tronholmparken opfylder verdensmålene 11 og 15, der omhandler udvikling af bæredygtige naturområder og bysamfund:
“De synlige skraldespande i Tronholmparken er blot én af mange tiltag, som kommunen arbejder med for at nå målene. Det er vigtigt, at affald kommer i skraldespandene. Det tager lang tid at nedbryde skrald i naturen, og det skader plante og dyrelivet. Vore parker og fællesområder skal ikke være præget af affald men være rene og attraktive områder, hvor vi kan mødes. Det har vi et fælles ansvar for, ” siger Louise Høeg, formand for Sundhed- idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.
I sommermånederne suppleres med flere skraldespande på plænen i Tronholmparken.
Kommentarer