Debat og politik

Skal Aldershvile lukkes, bør beboerne inddrages, INDEN beslutningen tages

Plejecenter Aldershvile i Havndal. Foto: Randers Kommune

Debatindlæg af Jette Haarup og Søren Christiansen, Havndal Pensionistforening, Ane Poulsen, Aktivitetsudvalget i Havndal, Vibeke Svejgaard, Ældresagen, Marianne Lundø-Nielsen, Pensionist, og Carl Lundø-Nielsen, Pensionist.

Randers kommune har ved opslag meddelt beboerne på plejecenter Aldershvile, at man påtænker/planlægger en lukning af stedet i den kommende budgetperiode 2025-2027. 

Centerleder har meddelt, at beboere og/eller pårørende vil blive inddraget i den videre proces, NÅR beslutning er taget. 

Det må næsten bero på en fejl, at det først sker, når beslutningen er taget! 

Skal dette nu være den nye form for medbestemmelse og involvering af beboere/borgere i eget liv?? 

Vi vil gøre Randers Kommunes byråd opmærksom på, at sidste gang man ændrede status for Aldershvile, lovede man beboerne på Aldershvile højtideligt, at man ikke skulle frygte for deres ophold i plejecentret, da ingen senere vil blive flyttet mod deres egen vilje.

Vi beklager, men det er i allerhøjeste grad utryghedsskabende, det som foregår overfor beboere og pårørende for tiden. 

Vi erkender den økonomiske situation kommunen står i og vil derfor hellere komme med konstruktiv tilgang til de forventede problemer, som en lukning af plejecenteret på Aldershvile vil afstedkomme.

Vi ønsker, at Aldershviles lokaliteter bliver tilknyttet/sammenlægges med Sundhedshuset i Havndal i takt med, at de bliver ledige. Vi ønsker på den måde at være proaktive ved at søge at tilgodese og imødekomme egnens fremtidige behov.

 

Kommentarer