Samfund

Senior Erhverv: ”Senior” betyder værdifuld og kompetent jobviden

Senior Erhverv Kronjylland viser flaget på Erik Menveds Plads i Randers. Foto Birgitte Alme

Der er mange myter om, at betegnelsen “senior” er de indledende symptomer på, at alderdom og henfaldenhed er indtrådt. Men mange seniorer er både nysgerrige og har gå-på-mod til at kaste sig over andre – og måske helt anderledes – jobudfordringer.

Det mener man hos Netværket Senior Erhverv Kronjylland, som holder to informationsmøder om netværket på Dannevirkevej 20, 8930 Randers NØ.

Det sker onsdag 8. februar klokken 10 og klokken 12.30. Her vil jobsøgende over 50 år få tanket energi og få fornyet håb på, at erfaren arbejdskraft stadig er en efterspurgt vare på jobmarkedet.

Senior Erhverv er oprindelig opstået på initiativ af en række borgere, der ville tage hånd om egen jobsøgning. På mødet gives der eksempler på arbejdsgivere, der forklarer, hvorfor de hellere end gerne vil ansætte folk over 50 år.

Formand for Senior Erhverv Kronjylland, Eske Thøgersen fortæller:

– Det er en myte, at virksomheder generelt undgår at ansætte seniorer. Vi oplever en større og større interesse hos virksomhederne for den erfaring seniorer kan byde ind med. Udover at besøge virksomheder har vi i netværket et stort fokus på de jobsøgendes trivsel, udvikling og engagement.

Tilmelding til mødet sker på mail til kronjylland@seniorerhverv.org senest torsdag 2. februar.

Ved tilmelding oplyses, om man vil komme klokken 10.00 eller klokken 12.30. Informationsmødet varer to timer.

Kommentarer