Sabbatår endte med ejerskab af familievirksomheden, som nu kan fejre 50 års jubilæum
Da Christian Thomasen som 20-årig i 1993 var færdig med sin HF eksamen, havde han egentligt besluttet sig for at læse til lærer, for han ville gerne arbejde med børn. Men først tog han lige et sabbatår i sin fars virksomhed Allans Gulvbelægning. Det er 30 år siden, og i dag er han direktør og eneejer af virksomheden.
Af Gitte Hagsholm, redaktion@landsbyerne.dk
HARRIDSLEV – Christian Thomasen har altid haft meget med børn at gøre som ivrig sportsudøver i den lokale idrætsforening. Derfor havde han også besluttet sig for at læse til lærer efter overstået eksamen i 1993. Men først efter et sabbatår.
– Det var der mange der gjorde, mit det blev bare lidt længere, smiler han.
Christian trivedes nemlig godt i firmaet, hvor hans far også manglede folk.
Der var engang…
Allans Gulvbelægning blev grundlagt i 1974 i Albæk af Allan Voigt.
I 1976 blev tømrer Henrik Thomasen ansat i Allans Gulvbelægning, som han overtog 1981, fordi Allan Voigt havde fået tilbudt job som halinspektør i den nyetablerede Korshøj Hal i Harridslev.
Virksomheden blev på det tidspunkt drevet som en kombineret tømrer- og gulvvirksomhed, Henrik som tømreren og Martin Kristensen, der har arbejdet i virksomheden fra den spæde begyndelse, som gulvmanden.
Det var også Martin, der tog Christian under sine vinger, da han begyndte i lære som gulvlægger i farens firma.
Dette markerede samtidig begyndelsen på en mere specialiseret retning for virksomheden, som nu alene fokuserer på gulvbelægning.
Løbende generationsskifte
Generationsskiftet i virksomheden har været en gradvis proces. Selvom Christian Thomasen officielt overtog hele virksomheden i november sidste år, har han i praksis ledet virksomheden i flere år, hvor hans fars rolle stille og rolig er blevet udfaset; især efter tømrerdelen blev solgt fra for omkring fire-fem år siden.
Henrik Thomasen har dog stadig sin gang i virksomheden:
– Han kommer stadig forbi hver morgen og hjælper et par timer, fortæller Christian og tilføjer:
– Og min mor styrer stadig bogholderiet med hård hånd.
Gulvlæggere en mangelvare
Allans Gulvbelægning har i dag ni medarbejdere plus moren i bogholderiet. Christian Thomasen lægger stor vægt på kvalitet og præcision i arbejdet, og kvalificerede medarbejdere er efterhånden en mangelvare, fortæller han.
– Det er en udfordring at finde kvalificerede gulvlæggere, og derfor er vi begyndt at uddanne vores egne lærlinge. Der er få, der uddanner sig som deciderede gulvlæggere, så vi har valgt at tage det på egne skuldre, fortæller Christian.
Virksomheden favner bredt inden for alle typer gulvbelægning, men man holder sig helst væk fra store byggeprojekter.
– Vi arbejder hellere med mindre, håndterbare opgaver, hvor vi kan sikre, at kvaliteten er i top, siger Christian.
Jubilæum på fredag
Selvom Christian Thomasen ikke har konkrete planer omkring firmaets fremtid, så har han dog planer om inden for en årrække at finde en partner, som på sigt kan overtage virksomheden.
– Det kan være, at en af medarbejderne byder sig til, men det haster ikke; vi har ikke sidste salgsdato endnu, siger han med et glimt i øjet.
For Christian er det vigtigt, at Allans Gulvbelægning forbliver en lokal virksomhed, der både bygger på stolt håndværk og en stærk familiær og lokal forankring, som han selv er oplært med, og som han selv har drevet firmaet efter.
En gang i oktober fyldte Allans Gulvbelægning 50 år. Ingen er helt klar over den nøjagtige dato, men det skal fejres, og det bliver det på fredag den 8. november med åbent hus fra klokken 13 til 17 på virksomhedens adresse Logevej 4 i Harridslev. Og alle er velkomne, skulle vi hilse at sige.
Kommentarer