ReThinker Randers og GAIA arrangerer et fælles og festligt Luciaoptog gennem Randers midtby 

Luciabruden fra Aarhus kommer til Randers. Foto: Per Bille

En ny og gentænkt Lucia-tradition bliver skabt i Randers, når lyset bæres frem gennem midtbyen af en kæmpe Luciabrud og et langt optog. 

Torsdag den 14. december klokken 10.00-11.30 skabes en ny Luciatradition, hvor GAIA Akademi og ReThinker Randers arrangerer et fælles Luciaoptog gennem midtbyen.

Frivilligorganisationen ReThinker Randers har arvet en stor Luciabrud fra VisitAarhus’ frivilligorganisation i Aarhus, og nu er kunstnerne ved GAIA Akademi i gang med at sætte Luciabruden i stand sammen med gæstekunstneren, Britt Kristensen, der har specialiseret sig i karnevalsfigurer, og derved får Luciabruden sit  helt eget præg.

– Luciaoptog er en hyggelig begivenhed, som er med til at samle mennesker og bringe hygge i tiden op mod  jul. Vi håber, at Randers og alle de julehandlende vil tage godt imod den nye tradition med den store  Luciabrud, som bliver trukket gennem byen i et fælles optog, siger Jakob Tøtrup Kjærsgaard, der er frivilligkoordinator hos ReThinker Randers.

Han suppleres af pædagogisk koordinator ved GAIA, Mette Nyboe Grønkjær:

– På GAIA Museum har vi gode erfaringer med samskabelsesprojekter. Denne event med ReThinker giver så  god mening, fordi mange forskellige interessenter arbejder sammen mod et fælles mål. Nemlig at bringe lys  til Randers i en mørk årstid, der også for nogle kan være præget af ensomhed. Målet er fællesskab på tværs  af alder, køn, nationalitet og interesse, siger hun.

Designhøjskolen og GAIA er med til at skabe unikke avantgarde Luciakjoler og figurer sammen med 8. klasse i Randers Realskole. De skal alle indgå i optoget, og Lucia-ternernes kjoler er lavet ud af frasorterede  og aflagte lagner fra Aarhus Universitetshospital, Skejby. Alle der deltager i optoget, vil bære lyset frem  med små lanterner med LED-stearinlys.

I optoget indgår pt deltagere fra GAIA Museum Outsider Art og Akademi, frivillige ReThinkers, Randers  Realskole, Romalt Friskole, Kolobritt, Den Skandinaviske Designhøjskole og Tradium.

Optoget starter på Østervold og går gennem Randers midtby over til Kirketorvet og slutter på Østervold, ved Den Jyske Hingst.

 

Kommentarer