Samfund

Randers læser til fordel for verdens udsatte børn

Arrangementskoordinator Inger Nygaard Kaad fra Randers Bibliotek og Ivan Bach fra Danish Care Supply inviterer til "Randers Læser" onsdag 1. februar som optakt til Danmarks Indsamlingen. Foto: Randers Kommune

Onsdag den 1. februar inviterer Randers Bibliotek til arrangementet “Randers Læser” i forbindelse med Danmarks Indsamlingen 2023. Den lokale virksomhed Danish Care Supply donerer et beløb for hver læst side.

Hver side tæller, når Randers Bibliotek inviterer læseheste, bogorme og alle andre interesserede til 10 timers læsning onsdag den 1. februar fra klokken 9 til 19. Der er arrangementer på Hovedbiblioteket, de tre lokale biblioteker og i bogbussen. Skoler og daginstitutioner kan også deltage.

– Vi er meget glade for, at vi har fået mulighed for at sponsorere “Randers Læser” til fordel for verdens udsatte børn. Vi har før samarbejdet med skoler om at hjælpe børn til at finde den fornødne ro til at læse og fordybe sig i undervisning, og det betyder meget for os at kunne gøre en forskel. Vi håber og tror på, at der bliver læst mange tusind sider på dagen, siger Ivan Bach, indehaver af Danish Care Supply.

Danish Care Supply donerer 25 øre pr. læst side til arrangementerne rundt omkring i Randers. Ved sidste års ‘Readathon’ på Hovedbiblioteket blev der læst 33.000 sider, og Ivan Bach håber, at randrusianerne vil læse mindst det dobbelte på dagen – og gerne meget mere.

Antallet af læste sider bliver registreret af bibliotekets medarbejdere, og resultatet bliver offentliggjort torsdag den 2. februar.

Højtlæsning, ordbanko, musik og lækkerier

Hele dagen onsdag den 1. februar kan man komme forbi bibliotekerne i Randers Kommune og læse en bog, en avis eller et magasin og registrere antallet af læste sider. Alle biblioteker er desuden værter for forskellige events i løbet af dagen.

– På Hovedbiblioteket bliver dagen krydret med højtlæsning, ordbanko, musikalske indslag og forskellige lækkerier i form af frugt, kaffe, kage og pizza til deltagerne. På bibliotekerne i Langå, Kristrup og Dronningborg er der også forskellige arrangementer, og Bogbussen bliver indrettet med tæpper, puder og hyggekroge til læsning og kører til Havndal, fortæller Inger Nygaard Kaad, arrangementskoordinator på Randers Bibliotek.

Man kan læse mere om arrangementet på Randers Biblioteks hjemmeside eller følge med på bibliotekets sociale medier for mere information.

Fakta

Danish Care Supply leverer hjælpemidler til hverdagens gøremål for både børn, voksne og seniorer. I sortiment findes for eksempel hjælpemidler til læsning og skrivning, påklædning, mobilitet, inkontinens, spisning og mange andre gøremål. Danish Care Supply har en fysisk butik i Nordbyen i Randers.

Kommentarer