Kultur

Randers kommunes skolebørn giver madpakken en makeover

Indsendt foto

Vestervangsskolen, Søndermarkskolen, Munkholmskolen og Blicherskolen i Randers kommune deltager med henholdsvis 10, 8, 6 og 6 klasser når 155.000 danske skolebørn efter efterårsferien går til kamp mod usund snacking og samtidig giver madpakken en seriøs makeover.

Hvor mange sukkerknalder er der i en frugtyoghurt? Hvordan holder skoleelever frokostpause i resten af Norden? Og hvad er den allerbedste snack til en lang skoledag? Det skal skoleelever i hele region Midtjylland undersøge, når de sammen med GoCook går i skolekøkkenet for at eksperimentere med sundere snacks og madpakker i efterårets store ‘Madpakke-makeover.’

GoCook, Coops madprojekt for børn og unge, har en mission om at skabe den første generation, der er bedre til at lave mad end deres forældre. Et af GoCook største projekter er Smagekassen, hvor næsten 6.500 skoleklasser over hele landet modtager en kasse fyldt med råvarer og undervisningsmaterialer.

Hvordan ser glaskål egentlig ud?

Smagekassen bliver i år sendt ud til 3 ud af 4 skoler og er denne gang pakket med blandt andet glaskål, kinaradiser og kikærter, så eleverne kan bage pitabrød med falafel og eksperimentere med snacks til mellemmåltidet.

– Vi synes, det er vigtigt at give børnene inspiration til sunde og spændende madpakker. Rugbrød er både godt og sundt, men børnene mister interessen for rugbrød, jo ældre de bliver. Madpakken bliver også mindre varieret gennem skoletiden. Derfor vil vi gerne inspirere til lidt mere afveksling og nye smagsoplevelser – også når det gælder de snacks, der skal være med til at holde energiniveauet oppe på en lang skoledag, siger Bente Svane Nielsen, som er projektchef på GoCook.

Det er 11. år, at Coop sender smagekasser ud til landets skoler, og udover at få ny og sund inspiration til den lange skoledag, så skal de cirka 155.000 elever også på jagt efter det skjulte sukker og fedt i müslibarer og chips og undersøge rammerne for deres skolemad.

Kokken Gorm Wisweh er ambassadør for GoCook og har været foran kameraet i de mange film til årets smagekasse.

– En af de gode ting ved GoCook er, at der ikke er nogen løftede pegefingre. Der bliver ikke prædiket om rigtigt og forkert. Vi giver børnene nogle indsigter og muligheder, og så kan de selv ta’ den derfra, siger Gorm.

Skoleelever over hele landet bager pitabrød og eksperimenter med sunde snacks i ugerne 43, 44 og 45.

Kommentarer