– Storegades bænke får nu den opmærksomhed, som de fortjener
Nu er de i alt 26 bænke, der skulle gøre Storegade til en stor hyggelig dagligstue, fordelt ud på de randrusianske landsbyer. Ifølge Jens Peter Hansen er det trist, at bænkene ikke fil lov at blive stående.
På landdistriktsudvalgets møde onsdag eftermiddag blev der taget stilling til, hvor bænkene fra Storegade i fremtiden skal stå.
Jens Peter Hansen (V) er næstformand i landdistriktsudvalget og var dermed med til at træffe beslutningen.
– Vi har primært tildelt bænkene til landsbyerne, hvor de vil fungere som nye samlingssteder og vil få den opmærksomhed, som de fortjener, fortæller han.
– Mange penge faldt til jorden
Venstre-manden er glad på landsbyernes vegne, men mener fortsat, at det er trist, at de 26 designerbænke fra Tegnestuen byMunch ikke fik lov til at blive stående i Storegade, som det var tiltænkt.
Særligt med tanke på byrådets vision om, at Storegade skulle forvandles til et sted, hvor det var rart at opholde sig alle ugens dage.
– Rigtig mange af de penge, der dengang blev brugt på Storegade, faldt jo til jorden, eftersom bænkene var et helt centralt element i den vision, siger Jens Peter Hansen.
Ingen nævneværdige nye informationer
I november sidste år besluttede byrådet, at bænkene, der var blevet fjernet fra Storegade i forbindelse med Randers Ugen, ikke skulle op igen.
Det primære argument var, at restauratørerne i gaden oplevede bænkene som konkurrence i form af gratis siddepladser. Politiet erklærede sig også enig i, at bænkene skulle væk, fordi det angiveligt skabte uro i gaden.
Jens Peter Hansen er uenig i byrådets beslutning om at fjerne bænkene. Han mener, den skyldes vægelsindende politikere, der skiftede holdning, selvom hverken restauratører eller politi kom med nævneværdige nye informationer.
– I landsbyerne er de begejstrede
– Storegade er jo i sidste ende ikke restauratørnes gade, men borgernes. Det er os som lokalpolitikerne, der har ansvaret for, hvordan gaden skal indrettes, siger Jens Peter Hansen.
Han har talt med borgere fra både land og by, der mener, at det er ærgerligt, at bænkene blev fjernet fra gaden.
– Min opfattelse er, at det var relativt få restauratører, som gav udtryk for, at de ikke ønskede bænkene. Så er der nogle politikere, der har lyttet til dem, og så er det blevet, som det er blevet. Og ude i landsbyerne er de jo begejstrede, slutter han.
Vil du følge med i nyhederne fra dit lokalområde? Så gå på Facebook og giv et “synes godt om” til Randers Netavis her
Kommentarer