Gjerlev

Politi fandt hash, kokain og dopingmidler ved rutinestop

Et rutinestop af en bil førte til i alt otte sigtelser til to mænd fra Randers - blandt andet for narkobesiddelse. Arkivfoto.

Torsdag kl. 17.05 blev en patrulje på Nyvangsvej i Randers opmærksomme på en bil, som betjentene besluttede at kigge nærmere på. Da betjentene tog kontakt til den 26-årige mandlige fører, oplyste han med det samme, at han ikke havde noget gyldigt kørekort, og han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. 

Da betjentene vurderede, at manden var narkopåvirket blev han også sigtet for narkokørsel, hvorefter betjentene visiterede ham. I den forbindelse fandt de lidt hash og en joint, og den 26-årige mand blev sigtet for narkobesiddelse. På bilens passagersæde sad der en 23-årig mand, der selv fremviste en skuldertaske, hvori der var flere salgsposer med hash og kokain.

Både ham og den 26-årige fører blev derfor sigtet for salg af narkotika. I forbindelse med ransagningen af bilen fandt betjentene desuden en kasse med ampuller med doping og en ulovlig kniv. Den 26-årige mand blev derfor også sigtet for besiddelse af doping og for overtrædelse af knivloven.

Betjentene tog herefter ud på de to mænds bopæls- og opholdsadresser for at foretage yderligere ransagninger. Hos den 23-årige mand, der bor i Randers C, fandt betjentene flere klumper hash og kokain og flere salgsposer, som betjentene tog med sig. Den 26-årige har både opholds- og bopælsadresse i Gjerlev, og begge adresser blev ransaget.

På hans bopælsadresse blev der ikke fundet noget af interesse for politiet, men på hans opholdsadresse, hvor hans kæreste bor, blev der fundet to poser med hash, som den 26-årige erkendt var hans til eget forbrug. Han fik derfor endnu en sigtelse for narkobesiddelse.

Kommentarer