Ålum

Overskuddet fra salget af Ålum Brugs overdraget til den lokale Beboerforening

likvidationsudvalgets overdragelse af gavebeviset på 260.000 kr. til Beboerforeningen.

Efter næsten 100 års virke besluttede andelshaverne den 12. november 2015 at stoppe driften af Brugsen i Ålum. Sidste åbningsdag var 30. november 2015.

Efter lukningen gik et likvidationsudvalg i gang med at afvikle foreningens aktiver, dvs. forretningslokalerne, en tilhørende beboelsesejendom samt butiksinventaret. Endvidere sørgede benzinselskabet OK Olie for at nedtage benzinanlægget.

Ejendommen blev overdraget til en ny ejer pr. 1. september 2016, men af vedtægtsmæssige grunde kunne den opsparede bonus ved OK Olie først udbetales i slutningen af 2017, ligesom den endelige afregning med COOP og med skattemyndighederne først har kunnet afsluttes ultimo 2018.

Efter de seneste vedtægter skal et eventuelt overskud ved nedlæggelse af Brugsen Ålum anvendes til et lokalt formål. På den afsluttende generalforsamling i 2018 vedtog de tilstedeværende medlemmer, at de 260.000 kr., som salget kastede af sig, skulle overdrages til Ålum og Omegns Beboerforening.

Overdragelsen fandt sted under Beboerforeningens generalforsamling den 26. februar, hvor de tilbageværende 3 medlemmer af likvidationsudvalget formelt afleverede indeståendet på Brugsens bankkonto til bestyrelsen i Beboerforeningen.

Kommentarer