Optimisme i Hornbæk for realisering af nyt idræts- og kulturcenter
Planerne for det nye idræts- og kulturcenter i Hornbæk er store. Ikke bare er der tale om et moderne idrætscenter, som skal tilbyde de lokale foreninger unikke rammer for at udfolde sig.
Ambitionen er det moderne forsamlingshus, der skal tiltrække områdets borgere uanset alder og interesser. Det fortæller projektansvarlig for centrets opførelse, Peter Thorsen. Projektet har nu fået støtte fra Sparekassens Kronjyllands Nordre afdeling.
− Sparekassen Kronjylland vil gerne bidrage til at skabe et moderne samlingssted, hvor borgerne kan mødes helt uforpligtende. I et moderne samfund er en af vores største udfordringer ensomhed. Derfor er det meget glædeligt at opleve et projekt, der i så høj grad ønsker at skabe et alternativ hertil. Her får alle noget at komme efter, og det tror jeg, bliver et stort aktiv for hele Hornbæk i en tid, hvor fysiske fællesskaber generelt er under pres. Det her bliver byens nye ”gadekær” – stedet, hvor man mødes og kan skabe nye venskaber i trygge rammer, forklarer Jan Nyvang, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjyllands afdeling på Mariagervej, der bidrager med 50.000 kr.
Forsamlingshus af moderne dimensioner
− Vi ønsker at skabe et helt unikt samlingssted. Jeg kan bedst beskrive det som et moderne forsamlingshus, der både byder på fællesspisninger, kulturaftener, idræt og så lige det der ekstra, der gør, at det bliver stedet, hvor områdets borgere mødes. Planen er altså i al beskedenhed at skabe et sted for alle – uanset alder og interesser, lyder det fra Peter Thorsen.
Ambitionerne og begejstringen giver genlyd i hele Hornbæk og omegn. De frivillige ildsjæle er for længst trukket i arbejdstøjet, og det lokale erhvervsliv bakker op med vigtig støtte og kontante bidrag. Heriblandt Sparekassen Kronjylland, som har altså valgt at bidrage med 50.000 kroner fra sin gavefond:
Det forventes at byggeriet går i gang i april måned 2019. Går alt vel, kan Hornbæk Idræt & KulturCenter slå dørene op for et nyt sted i begyndelsen af 2020.
Kommentarer