Kultur

Oplev ‘Hemmeligheden om Randers’ i en ny, handicapvenlig version

Fra venstre mod højre: Henrik Gadegaard, Simon Justesen, Inger Nygaard Kaad. Foto: Randers Kommune

Randers Bibliotek har i samarbejde med Simon Justesen, der selv er kørestolsbruger og ophavsmand til handicapguiden.dk, gjort den populære byvandring tilgængelig for kørestols- og rollatorbrugere fra 1. september i år.

Fra 1. september kan man opleve en ny, handicapvenlig version af den populære, gratis byvandring Hemmeligheden om Randers, som Randers Bibliotek har udviklet i samarbejde med Simon Justesen, som selv er kørestolsbruger og driver handicapguiden.dk.

Er man gangbesværet eller kørestolsbruger, har det indtil nu været sin sag at opleve byvandringen Hemmeligheden om Randers, som passérer toppede brosten, små stier og stejle trapper, men det bliver der nu lavet om på.

De to projektledere på “Hemmeligheden om Randers”, Henrik Gadegaard og Inger Nygaard Kaad, har i samarbejde med Simon Justesen, skabt en guide til kørestols- og rollatorbrugere, så endnu flere fremover kan opleve den populære byvandring.

– Det er dejligt, at holdet bag Hemmeligheden om Randers har taget ansvar for at styrke oplevelsens tilgængelighed. Som kørestolsbruger og initiativtager til Handicapguiden.dk er jeg glad for at kunne bidrage til, at endnu flere fremover vil kunne begive sig ud på en rejse ind i den magiske verden, som Hemmeligheden om Randers er, lyder det fra Simon Justesen.

Fakta:

Fra 1. september kan man finde vejledningen i appen Useeum, som også er stedet, hvor man får adgang til Hemmeligheden om Randers. Appen er tilgængelig i Apple App Store og Google Play Store.

Man kan også hente vejledningen på Randers Bibliotek eller læse den på hjemmesiden hemmelighedenomranders.dk.

Hemmeligheden om Randers er gratis at opleve.

 

Kommentarer