Randers By

Oplev Havnedagen og Byen til Vandet lørdag på Dronningekajen

Måske undrer du dig over, hvornår der sker noget i projektet Byen til Vandet. Svaret er, at der arbejdes på højtryk bag kulisserne for at sætte skub i udviklingen, men mange ting skal afklares, for det skal gøres ordentligt.

På Havnedagen i morgen lørdag inviterer Randers Kommune til infofest, hvor borgerne kan se, læse og høre mere om, hvad der sker i udviklingsprojektet. Hør for eksempel om den nye Klimabro, tidsplan for udviklingen af havnearealerne, økonomien i Byen til Vandet, klimatilpasning af Randers midtby og processen omkring busterminalen.

Det hele foregår på Dronningekajen, hvor borgmester Torben Hansen officielt indvier Havnegadeboksen.

Dialog i Byen til Vandet-forum

I Havnegadeboksen kan du tilmelde dig det nyopstartede Byen til Vandet-forum, som er din mulighed for at følge byens ambitiøse udviklingsprojekt på og omkring de nuværende havnearealer. Som medlem får du mulighed for at deltage i eksklusive workshops og fyraftensmøder. Her kan du komme med dine inputs til, hvad du mener er bedst for Randers i fremtiden. Tilmelding til borgerforum er helt uforpligtende.

Hør om tilpasning til stormflod og skybrud

Du kan også høre mere om, hvordan Randers ruster sig til fremtidens skybrud og stormfloder. Med billeder, film og fysiske modeller kan du se forskellige forslag til, hvordan Randers i fremtiden rustes til at modstå en stormflod – og kommunen vil rigtig gerne høre, hvilke ideer du bedst kan lide!

Kommentarer