Gjerlev

Østjyllands Politi reagerede ikke i halvandet år trods detaljeret anmeldelse

Den grusomme mishandling af 61 hunde på en gård i Gjerlev ved Randers, som blev afsløret i februar sidste år, kunne være stoppet halvandet år tidligere. Det erkender Østjyllands Politi er et svigt.

Den 22. august 2015 modtog Østjyllands Politi en mail med meget detaljerede oplysninger om mishandling og aflivning af hunde på ejendommen i Gjerlev. Der blev samtidig oplyst, at beboerne på ejendommen gemte illegale våben, og brugte dem til at skyde de svageste hunde.

Først efter en anden person, den 27. december 2016, anmeldte en mistanke om, at gården blev anvendt som hvalpefabrik skete der noget hos politiet. Her gik der imidlertid over en måned inden man fik startet bilerne og rykkede ud den 8. februar 2017.

På gården fandt politiet og Dyrenes Beskyttelse 27 vanrøgtede hunde, som blev taget med til behandling. To dage senere blev der fjernet yderligere 18 hunde i en nærliggende bygning. Det samlede antal misrøgtede eller døde hunde viste sig at tælle i alt 61, hvilket gør den til den næststørste sag om vanrøgt af hunde i nyere historie.

Østjyllands Politi bekræfter overfor Randers Netavis, at man har modtaget en anmeldelse på mail i 2015, med de meget alvorlige oplysninger.

– Jeg erkender, at vi ikke har handlet, som vi skulle i denne sag. Vi kan kun beklage, og vi er rigtig ærgerlige over, at oplysningerne ikke fik vores opmærksomhed den gang, siger vicepolitikommissær Carsten Kousgaard.

– Det er jo mennesker som modtager og behandler henvendelser fra borgerne, og så kan der opstå fejl, forklarer vicepolitikommissæren, som dog ikke kan forklare, hvad der gik galt den gang.

Carsten Kousgaard ville gerne kunne spole tiden tre år tilbage, så der kunne ske en anderledes prioritering. Ikke mindst med den viden, som politiet og offentligheden nu kender til.

Susanne Djervad har adobteret Willy, som er en af hundene fra hvalpefabrikken i Gjerlev.

I februar 2016 rettede Dyrenes Beskyttelse også henvendelse til Østjyllands Politi, da en af organisationens frivillige havde en formodning om, at et kuld hvalpe levede under dårlige forhold. Heller ikke denne henvendelse reagerede politiet tilsyneladende på.

Kvinden, som skrev henvendelsen til politiet tilbage i 2015 ønsker at være anonym, men hendes identitet er Randers Netavis bekendt. Det kan oplyses, at hun er et nærtstående familiemedlem til beboerne på ejendommen, hvor vanrøgten foregik.

Kvinden er dybt rystet over politiets svigt.

– Hvis politiet havde lavet en ransagning efter våbnene i 2015, ville de jo også have opdaget de vanrøgtede hunde. Men i stedet blev hundene ved med at lide. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, siger hun til Randers Netavis.

Ifølge kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, Jakob Christiansen modtager politiet dagligt mere end 1.000 mails.

– Langt størstedelen bliver håndteret fuldstændigt som de skal, men i denne sag er der så desværre sket en fejl, siger Jakob Christiansen.

Siden 2015 er gennemgangen af skriftlige anmeldelser blevet mere systematisk og grundig.

– Vi har siden 2015 fået en skærpet opmærksomhed på, hvordan vi håndterer de anmeldelser, der kommer ind. Det gælder også dyreværnssager. Vi gør alt, hvad vi kan for at give borgerne en god oplevelse, når de henvender sig, men en gang i mellem kan der desværre ske fejl, fremhæver kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.

Susanne Djervad er en af dem, som har en hund fra Gjerlevsagen. Hun siger, at hun som borger har en tro på, at en alvorlig henvendelse til politiet bliver hørt og handlet på.

– Det er ikke sket her og det er så skrækkeligt at tænke på, siger Susanne Djervad.

– Jeg er rystet over at høre, der er kommet en henvendelse med detaljerede oplysninger om forholdene på ejendommen i Gjerlev og den mishandling der stod på, allerede i august 2015 og der ikke blev fulgt op på den, bemærker hun.

Susanne Djervad og hendes mand har forbindelse med 22 af de hunde, der overlevede deres liv i Gjerlev.

– Vi har adobteret en af hundene fra sagen. En dejlig hund, som vi er meget glade for, men også en hund, der aldrig bliver som en hund med en normal opvækst. En hund der altid vil være mærket af de ting han har oplevet i sit liv i Gjerlev.

– Hvor mange hunde er mon blevet skudt i de tre år der er gået siden første anmeldelse, spørger Susanne Djervad,

 

Retsagen om dyremishandling og ulovlig våbenbesiddelse kommer for retten i Randers i løbet af efteråret.

Randers Netavis følger op på sagen.

Kommentarer