Øster Velling

Nye opholdsfaciliteter langs Nørreåen

Med støtte fra LAG Randers og Favrskov bliver der nu etableret opholdsfaciliteter ved Nørreåen i både Randers og Favrskov Kommuner.

Øster Velling, Terp og Ålum har, i samarbejde med Vester Velling Idrætsforening, fået igangsat en proces med fornyelse af opholdsfaciliteterne ved Nørreåen. Projektet ligger i både Randers- og Favrskov Kommuner, da Nørreåen danner kommune skel. Den samlede sum er 1.511.905 kroner, og der er indstillet 50.000 kroner fra EU LAG puljen, 350.000 kroner fra den kommunale LAG pulje i Randers Kommune og 200.000 kroner fra den kommunale LAG pulje i Favrskov Kommune.

På Randers siden mod nord, etableres p-plads ved Randers Spildevands anlæg, handikaptoilet, kajakhotel, plankespang på cirka 80 meter, trædæk og solbænk. Pladsen bliver del af infrastrukturen på Nørreåen, så der sikres bedre muligheder for sejlads i kano og kajak. P-plads og toiletfaciliteter kan også bruges som udgangspunkt for skovture, Swim-run, long-board-dage m.v.

På Favrskovsiden mod syd, genetableres en god ophalerplads, som også kan bruges af den kommunale grødeskærerbåd. Derudover ca. 100 m træplankebro mod vest, fiskeplatforme, shelterplads og bedre adgangsforhold. Mod vest etableres en gummistøvlesti langs åen, som kan medvirke til at muliggøre etablering af en række stisløjfer.

Kommentarer