Nu skruer de op for lys- og lydkvaliteten i Romalt Kultur- og Forsamlingshus
To store donationer betyder, at Romalt Kultur- og Forsamlingshus nu kan få forbedret både lys- og lydforholdene i det lokale samlingssted.
Formand for Romalt Kultur- og Forsamlingshus, Gert Rishøj, er en glad mand på forsamlingshusets vegne. Foreningen, der driver huset, har nemlig søgt og fået henholdsvis 70.000 kroner til nyt scenelys fra Norlys Vækstpulje og 17.846 kroner til teleslyngeanlæg fra Nordea Fonden.
Bedre lys
Bevillingen fra Norlys Vækstpulje betyder, at de mange spotlamper, der hænger foran scenen, kan skiftets ud med LED-lys. Det har flere fordele. Først og fremmest en stor el-besparelse, men også en lavere rumtemperatur for både kunstnerne på scenen og gæsterne i salen, fordi de gamle spotlamper udsendte temmelig meget varme.
– Og det går fint i spænd med Norlys Vækstpulje, der i år netop har haft et særligt fokus på grønne initiativer. Vi prioriterer blandt andet klimaforbedringer og energirenoveringer, siger Niels Vendelboe, der er vækstpuljeansvarlig i Norlys.
Bedre lyd
Nordea Fondens støtte til et teleslyngeanlæg vil forbedre lydkvaliteten for de gæster, der bruger høreapparat. Et teleslyngeanlæg er en stor hjælp for høreapparatbrugere, der ønsker at deltage i kulturelle arrangementer i foredrags- og koncertsale, i teatre og biografer, på plejehjem og biblioteker med videre.
Det er Nordea Fondens fokusområde Liv i det Lokale, der har givet støtte til teleslyngeanlægget, og forleden var filialdirektør hos Nordea Randers, Steffen Ludvigsen, i Romalt for at overrække pengene til Gert Rishøj.
Kommentarer