Nu kommer 4 mio. kr. ud til kompetenceudvikling på skolerne
I forbindelse med den politiske aftale om kommunens budget 2022-2024 blev der samlet afsat 4 mio. kr. til kompetenceudvikling af skolernes medarbejdere under overskriften ”Fællesskaber for alle – inklusion på skolerne”. Nu kommer pengene ud på skolerne.
Da aftalen om budgettet blev indgået af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre, satte partierne 4 mio. kr. af til kompetenceudvikling af skolens medarbejdere. Formålet var og er at give alle børn mulighed for, at være med i skolens fællesskab.
Situationen på kommunens skoler er, at flere og flere børn og unge har brug for specialundervisning og det kan udfordre skolens fællesskab, børnenes trivsel men også det enkeltes barn/unges fremtidige livsmuligheder.
Samtidig efterlyser medarbejderne ude i klasselokalerne viden og kompetencer, så de er klædt på til at tage hånd om børnene. Og det blev der politisk lyttet til.
Folkeskolerne i Randers skal være med til at sikre eleverne et godt fundament for deres fremtid. Det kræver gode rammer for trivsel og faglighed. Forudsætningen er blandt andet, at de lærer og pædagoger, som dagligt er til stede i klasserne, er klædt på til at håndtere børnegruppen og, at der er viden og kompetencer at trække på, når der er brug for det.
Formålet med kompetenceudviklingspuljen er at løfte kvaliteten og styrke den særlig støtteindsats på skolerne.
I Socialdemokratiet har vi et stort ønske om at styrke medarbejdernes kompetencer, højne trivslen hos eleverne og give flere børn mulighed for at være med i stærke klassefællesskaber. Det forudsætter de rette kompetencer hos lærerne og pædagogerne i klasserne, siger formand for skole og uddannelsesudvalget Lise-Lotte Leervad Larsen.
Niels Erik Christensen fra Venstre tilføjer, ”Når vi har ambitionen om folkeskolen som førstevalg, er det vigtig vi hele tiden kompetenceudvikler vores medarbejdere. Dette gør vi med denne aftale”.
Bo Vestergaard supplerer. ”Konservative ønsker, at Folkeskolen skal være så rummelig som mulig. Til denne inklusionsopgave er det nødvendigt med midler til kompetenceudvikling af lærere og pædagoger. Det sætter vi gang i nu”
De Radikale Venstres Mogens Nyholm fortsætter, ”Der er brug for kompetenceudvikling, bl.a. fordi det kan bidrage til, at der gribes ind inden mistrivsel hos skolebørn udvikler sig til at være behandlingskrævende og bidrage til, at flere ønsker arbejde som lærere i folkeskolen”.
“De bedste rammer for god undervisning kræver kompetenceudvikling. Derfor skal vi understøtte skolernes egne gode ideer, til hvordan de ønsker det skal ske lokalt” understreger Rosa Lykke Yde fra SF.
Jeg er glad for at pengene nu endelig kommer ud og arbejde lokalt på skolerne, tilføjer Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti.
Alle kommunens folkeskoler har haft mulighed for at søge kompetenceudviklingspuljen. Det er resulteret i, at cirka 2,8 mio. kroner fordeles ud på 15 skoler (se skema herunder).
Derudover øremærkes det resterende beløb på cirka 1,2 til skoleudviklingsprojektet ”De fire spor” hvor skole og uddannelsesudvalget sammen med skolens aktører tager på en fælles rejse for blandt andet at sætte retning og få en fælles forståelse af kvalitet i folkeskolen, læringssyn, inklusionsarbejde og stærke børn/unge fællesskaber. Helt konkret igangsættes der et skoleudviklingsforløb mellem minimum Asferg Skole og Oust Mølleskolen.
Kommentarer