Debat og politik

Nordic Waste – of money. Kan Randers Kommune “uafhængigt” undersøge sig selv?

Et flertal i Randers byråd, uden om Socialdemokratiet stiller forslag om iværksættelse af ny undersøgelse af Nordic Waste-sagen. Men er det tiden og pengene værd? Foto: Randers Netavis.

Står det til et snævert flertal i Randers byråd, skal der igen iværksættes en undersøgelse af kommunens egen ageren i Nordic Waste-sagen. Denne gang med kommunens egen Borgerrådgiver som administrativ leder af undersøgelsen.

Leder:
Af Jan Hagsholm, redaktør Randers Netavis

Søndag formiddag modtog samtlige byrådsmedlemmer i Randers Kommune en mail udsendt af 1. viceborgmester i Claus Berggren (V), indeholdende et forslag om, at der iværksættes en uvildig undersøgelse af Nordic Waste-sagen. Se forslaget i hele sin ordlyd her.

Randers Kommune har allerede fået fremlagt en advokatundersøgelse, foretaget af Codex Advokater i januar, som konkluderede, at Randers Kommunes forvaltning ikke juridisk kan drages til ansvar for jordskredet på Nordic Waste-grunden.

Bag forslaget om at iværksætte en ny undersøgelse står Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Velfærdslisten, Beboerlisten, Enhedslisten, samt løsgængerne Lars Axel Nielsen, Bo Rats og Henriette Malland, hvilket er et snævert flertal på 16 ud af i alt 31 byrådsmedlemmer.

Byrådets egen Borgerrådgiver får ansvar for undersøgelsen

I forslaget, som Randers Netavis er kommet i besiddelse af, lyder det at: “Der ønskes en uafhængig tilbundsgående undersøgelse af, om direktionen, forvaltningen i øvrigt, borgmesteren, samt byrådet har handlet kritisabelt i forbindelse med sagen om Nordic Waste A/S.”

Endvidere lyder det, at: “Der skal sikres størst mulig uafhængighed. Administrativt varetages forvaltningen af undersøgelsen derfor af borgerrådgiveren. Politisk afrapporteres der til byrådet og følgegruppen. Kun byrådet har kompetence til at træffe beslutninger om undersøgelsen.”

I Randers Kommune er Borgerrådgiveren ansat af og refererer til Byrådet. Det bliver dermed ham, der skal udvælge og entrere med eksterne aktører, såsom advokater og eksperter, der skal foretage de juridiske og tekniske aspekter i undersøgelsen.

Uafhængighed fordrer armslængdeprincip

Så sent som i september 2022 udgav Advokatrådet en ny vejledning om advokatundersøgelser. Her fremgår det, at uafhængige og uvildige advokatundersøgelser (modsat almindelige advokatundersøgelser) har til formål at sikre en vis armslængde mellem advokaten og klienten.

I vejledningen fremgår det, at: “En advokatundersøgelse kan betegnes som uvildig, hvis en række betingelser er opfyldt. De skal blandt andet sikre uafhængigheden mellem klienten og advokaten og styrke undersøgelsens objektivitet”.

Horten Advokater skriver i et notat til Advokatrådets vejledning, at: “Det er rådgiverens grundlæggende opgave at varetage klientens interesser. Betingelsen har den konsekvens, at det i praksis kan være ganske vanskeligt for kommuner at finde en advokat med den tilstrækkelige specialisering inden for offentlig ret, som kan udføre en uvildig advokatundersøgelse”.

Forslagsstillerne vil således ikke afvente, om Regeringen, som blandt andre miljøminister Magnus Heunicke har ytret ønske om, vil iværksætte en undersøgelse af hændelsesforløbet og eventuelle ansvar i Nordic Waste sagen.

Med Advokatrådets vejledning, og Horten Advokaters kommentar til samme, er det plausibelt at stille spørgsmål til, hvorvidt en ny “uafhængig tilbundsgående undersøgelse”, administreret af kommunens egen Borgerrådgiver, rent faktisk kan levere netop en undersøgelse, som defacto er “uafhængig” og “tilbundsgående”.

Eller vil det blot blive endnu en udgift for Raders Kommunes skatteborgere i en på alle måder uoverskuelig og ulykkelig sag?

Kommentarer