Samfund

Nogen at tale om sorgen med – nyt tilbud til mennesker, der har mistet en kær

Fremsendt foto

Lige efter nytår starter Sankt Peders Kirke en ny sorggruppe, der strækker sig over syv tirsdage hen over foråret. Tilbuddet henvender sig til voksne, der har mistet et familiemedlem, en ægtefælle eller en anden nærtstående.

Efter et dødsfald kan det være svært at tackle sorgen alene. Men en del efterladte oplever trøst og lindring ved at mødes og tale med andre, der også har haft døden tæt på. Livet bliver aldrig det samme igen, når man har mistet, men samtalen kan hjælpe med at leve livet, sådan som det nu er blevet.

Sorggruppen ledes af to frivillige, Birgit Mellergaard og Anette Broberg Knudsen, der fungerer som ordstyrere i deltagernes samtaler og kommer med oplæg til drøftelse. Meningen er, at gruppen skal være et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor deltagerne støtter og lytter til hinanden, og ingen presses til at fortælle mere, end de har lyst til. Møderne varer to timer og slutter i kirkerummet med en kort andagt.

Sorggruppen begynder tirsdag den 9. januar 2024 og slutter 2. april, alle gange klokken 16-18 i kirkens mødelokaler, Fabersvej 41. Det er gratis at deltage.

Tilmelding til sorggruppen skal ske senest tirsdag den 2. januar til Birgit på telefon 61 71 39 94 eller til Anette telefon 22 37 27 69.

Man kan også ringe til Birgit og Anette, hvis man har spørgsmål eller bare gerne vil vide mere om sorggruppen.

 

Kommentarer