Assentoft

Nærhed til daginstitutioner

Efter et par sløje år med befolkningstilbagegang er Randers Kommune endelig i vækst – udviklingen er vendt og mange har lyst til at flytte til vores kommune. Det skal vi glæde os over, at flere har lyst til at flytte til vores skønne kommune. Det gavner vores lokalsamfund og vi får økonomisk større muskler og kan i den sidste ende levere bedre velfærd til vores borgere.

Vi ved også, at ét af de vigtigste parametre for at kunne tiltrække nye tilflyttere er nærhed til institutioner. Det skal vi politisk have øje for, når vi i Randers Kommune i de kommende år forhåbentligt tiltrækker endnu flere tilflyttere til vores kommune. Så nytter det ikke, at vi er på bagkant og ikke kan tilbyde institutionspladser tæt på, hvor nye borgere i vores kommune har bosat sig.

I lørdags havde Michael Aastrup Jensen og jeg taget vores børn med forbi Brugsen i Assentoft. Her fik vi en snak med lokale borgere om sikre skoleveje, daginstitutionspladser og nye attraktive idrætsfaciliteter, der skal være byens nye samlingssted.

Det så vi eksempelvis i foråret, hvor det var fremme i TV2 Østjylland, at en nytilflyttet børnefamilie i Assentoft måtte kigge langt efter en institutionsplads, og det hverken var muligt at få deres barn i børnehave i  Assentoft eller Romalt.

Derfor er jeg også enig med Anker Boje, når han konstaterer, at man har været på bagkant i forhold til befolkningsudviklingen i Assentoft. Men hvor er det ærgerligt, at der skal kastes med mudder efter formanden for udvalget, der forsøger at komme med løsninger – særligt når Socialdemokratiet har haft ansvaret for budgettet de sidste fire år, og dermed også er dem, der ikke har sørget for en løsning i blandt andet Assentoft.

Lad os i stedet arbejde sammen om, at sikre at vi får tidssvarende og attraktive daginstitutioner i Assentoft, der modsvarer behovet. Det tænker jeg er bedre for vores børns trivsel, udvikling og læring end at vi politisk ryger i totterne på hinanden.

Politisk vil jeg arbejde for, at vi er på forkant med vores byudvikling og sørge for at de nødvendige institutionspladser følger med lokalt. Det er et vigtigt parameter for bosætning, men så absolut også for vores børns trivsel og udvikling, at de bliver en del af lokalsamfundet og får gode legekammerater tæt på.

Kommentarer