Erhverv

“Morgensol og forårsvind”

Indlæg skrevet af Anette Broberg Knudsen, oversætter og forfatter

Der skrives mange nye salmer i dag. Endnu et bud på genren er samlingen ”Morgensol og forårsvind” med tekster af Anette Broberg Knudsen og melodier med klaversats af Kirsten Pultz.

Salmer-Morgensol-og-foraarsvind-Kirsten-Pultz
Kirsten Pultz. Fremsendt foto

De 25 salmer søger at give det klassiske kristne evangelium nye, men samtidig genkendelige, udtryk i ord og musik.

Samlingen falder i to dele: Første del blev til som et samlet korværk, der blev opført til påske for et par år siden. De 15 salmer og meditative sange danner en helhed, der gendigter hele påskeberetningen fra palmesøndag til påskedag. Anden del består af salmer, der knytter sig til de andre højtider, årstiderne, morgen og aften. Hele livet, alle hverdagene.

Komponisten

Kirsten Pultz er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har siden 2005 været organist ved fire kirker på Djursland. Ved siden af organistarbejdet har hun sammen med sin mand og deres tre efterhånden voksne børn spillet over 150 kirkekoncerter.

Salmer-Morgensol-og-foraarsvind-Anette-Knudsen
Anette Broberg Knudsen. Fremsendt foto

Forfatteren

Anette Broberg Knudsen er oversætter og forfatter. Hun har især skrevet romaner for børn og voksne, blandt andet krimi-trilogien om Julie Hashøj. Hun har tidligere udgivet én samling salmer, hvorfra nogle tekster er kommet med i forskellige sangbøger.

I 2015 vandt hun desuden tredjepræmien i en salmekonkurrence udskrevet af Kirkefondet.

”Morgensol og forårsvind” udkommer den 8. marts på forlaget ProRex og koster 125 kroner. Den kan købes på forlagets webshop eller bestilles i boghandelen. Vestjysk Bank har givet tilskud til udgivelsen.

Dette er en nyhed indsendt af Anette Broberg Knudsen. Du kan også indsende nyheder fra din virksomhed under INDSEND NYHED i topmenu.

Kommentarer