Mød de fem lokale på Borgen på Underværket fredag
Set med randrusianske briller var folketingsvalget den 1. november sidste år en succes. Ikke færre end fem randrusianere blev valgt ind i Folketinget. To flere end før valget.
Men hvad kan deres valg til Folketinget få af betydning for Randers Kommune og kommunens borgere?
Det kan du få svar på fredag d. 24. marts kl. 16.00-18.00 i Store Sal på Underværket, Stemannsgade 9 C, Randers, hvor Folkemøde Randers i samarbejde med AOF har inviteret Charlotte Broman Mølbæk, SF, Louise Brown, Liberal Alliance, Malte Larsen, Socialdemokratiet, Michael Aastrup Jensen, Venstre, og Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti, til et par timers debatmøde.
Mødet vil blive ledet af Mette Frobenius, der er kendt som debattør, foredragsholder og standupkomiker.
De fem vil blive bedt om at komme med bud på, hvordan de hver for sig og i fællesskab kan være med til at fremme randrusianske interesser på Christiansborg, hvordan de vil inddrage borgere i Randers Kommune i deres arbejde, om de kan/må samarbejde på tværs af partiskel, om de socialiserer med hinanden på/udenfor Borgen, hvordan de mange nye uerfarne medlemmer efter valget præger arbejdet på Borgen/hvordan det er at være ny og finde sig tilrette på Borgen, og hvordan hvervet som medlem af hele Danmarks Folketing kan kombineres med at kæmpe for lokale interesser.
Desuden vil de komme til at forholde sig til aktuelle politiske emner og samarbejdet i det nye folketing.
Det er gratis at deltage i mødet, som er åbent for alle, og der vil blive mulighed for at stille spørgsmål til folketingsmedlemmerne samt kommentere deres indlæg.
Kommentarer