Over Hornbæk

Minigolf veteran vandt 10. danmarksmesterskab

Erik Meldgaard i midten flankeret af sølv - og bronzevinderne.

Veteranen Erik Meldgaard fra Randers Minigolf Klub lavede i weekenden en af de helt store præstationer i dansk minigolf.

Ved danmarksmesterskaberne i Odense vandt den 72 årige Erik Meldgaard sit 10. danmarksmesterskab i træk i veteranklassen. Det skete på de store betonbaner.

278 slag brugte han i 8 runder og sluttede dermed 7 slag foran Jan Vitten fra Silkeborg, der brugte 285 slag.

Erik Meldgaards præstation var suveræn, og han førte da også hele vejen fra start til slut. Kun i 2. runde viste Erik Meldgaard svagheder, der kunne have bragt mesterskabet i fare.

Erik Meldgaard har vundet 9 mesterskaber i træk på de lidt mindre eternitbaner. Han havde chancen for det 10. mesterskab sidste år, men måtte nøjes med 2. pladsen og en sølvmedalje.

Mesterskabet i år var Erik Meldgaards 26. enkeltmandsmesterskab, idet han har vundet et juniormesterskab, 6 seniormesterskaber og hele 19 veteranmesterskaber.

Randers Minigolf Klub var, ud over Erik Meldgaard også repræsenteret af Per Dideriksen ved danmarksmesterskaberne. Per Dideriksen måtte nøjes med 10. pladsen med 347 slag ligeledes i veteranrækken.

I alt 51 spillere fra hele landet deltog i mesterskaberne.

Kommentarer