Millioner til nye cykelstier i Randers
I de kommende år kan cyklister glæde sig til at komme hurtigere og nemmere frem på cykel. Der vil i alt blive brugt knap 11 millioner kroner til en række nye cykelstier og cykelprojekter.
På byrådets første møde i januar måned afsatte politikerne i Randers byråd 7,3 millioner kroner, der skal fremme cyklismen i kommunen. Derudover modtager kommunen 3,48 millioner kroner af statens cykelpulje til to cykelprojekter.
Pengene skal blandt andet bruges til etablering af nye cykelstier og parkeringer til den tohjulede samt kampagner, cykeltæller og pumper i det offentlige rum.
De mange nye tiltag glæder formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard:
– Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan komme i gang med de mange nye cykelprojekter. Cyklen som transportmiddel er jo både sund og miljøvenlig. Jeg håber derfor, at de nye tiltag vil skubbe flere børn og voksne i sadlen fremover, siger Frank Nørgaard.
Samskabelse om natur- og skolestier
Pengene fra statens cykelpulje er øremærket til to cykelprojekter. Det ene projekt skal gøre skolevejene mere sikre i Fårup, Harridslev og Spentrup. Det andet projekt handler om at øge cykelpendlingen i Randers by ved etablering af en cykelsti på Vestervold, flere cykelparkeringer samt opstilling af pumper og en cykeltæller. Desuden skal ansatte på Regionshospitalet og ansatte i Randers Kommune være med i en cykelkampagne:
– Tryghed og sikkerhed har stor betydning for cyklister. Derfor er vi glade for, at have fået midler fra statens cykelpulje, så vi kan etablere en ny cykelsti på Vestervold i Randers, og at skolevejene bliver mere sikre i Fårup, Spentrup og Harridslev med stier og fartdæmpere, siger Frank Nørgaard.
Etableringen af de sikre skoleveje samt nye rekreative stier til landsbyerne Albæk og Vestrup sker i et samarbejde med lokale kræfter i de berørte områder:
– Inden vi går i gang med stiprojekterne ved skolerne og de rekreative stier, indbyder kommunen skoler og relevante interessegrupper til dialogmøder, så vi i et samarbejde kan fremme cyklismen i områderne. Samarbejdet om stierne er et spændende nyt tiltag, som jeg ser frem til at følge, siger Frank Nørgaard
Randers Kommune sætter 2,1 millioner kroner af til følgende cykelprojekter.
- Stoplinje for cyklister i krydset Tørvebryggen/indkørsel til afsætningspladsen ved Regnskoven. Linjen markerer, hvor cyklister kan opholde sig. En spole i vejen registrerer cyklisternes tilstedeværelse, så lyskrydset hurtigere skifter til grønt.
- Sti mellem Piasmindevej og Kronjydevej i Romalt.
- Sti på Støberigade til Brotoften i Vorup.
- 2 minus 1 vej på Lykkeshøjvej.
- 2 minus 1 vej på Tjærbyvej fra Tjærbyvangsvej til Tjærby. En del af Tjærbyvej er allerede 2 minus 1 vej. Det er strækningen fra Udbyhøjvej til Nyholmsvej.
- Cykelstier i Langå i Bredgade fra Randersvej til Væthvej og cykelsti på Væthvej fra Bredgade til Borgergade.
Følgende cykelprojekter til 8,7 millioner kroner får støtte fra statens cykelpulje på i alt 3,48 millioner kroner.
- Cykelsti i begge sider af Vestervold i Randers by.
- Dobbeltrettet cykelsti på Poppelvænget i Fårup.
- Forbedring med krydsningsheller tre steder på Stationsvej i Spentrup. Disse heller suppleres med andre fartdæmpere på vejen.
- Dobbeltrettet cykelsti og forlængelse af eksisterende sti i Harridslev ved Rønnevej i nærheden af Korshøjskolen.
- Rekreative cykelveje fra Harridslev til Albæk og Vestrup.
- Cykelparkeringer i Randers by samt cykelpumper og en cykeltæller.
- Cykelkampagne med konkurrencer, udlån af elcykler og events, der skal motivere flere ansatte på Regionshospitalet og i Randers Kommune til at springe på cyklen til jobbet.
Kommentarer