Mekaniske sparebøsser hitter stadig
For børn og voksne anno 2016 er IPads, PlayStation og Netflix et elsket tidsfordriv. Men der er stadig noget helt eventyrligt over gammelt, mekanisk legetøj! På Museum Østjylland kan du kigge nærmere på en lille samling af de allerfineste mekaniske sparebøsser, når museumsinspektør Inge Kirstine Nielsen gæster museet og fortæller.
Sparebøsserne holder deres indtog i årets juleudstilling på Museum Østjylland, hvor en lille flok såkaldte ”sparenisser” optræder i lys og montre. Nu er det imidlertid de fascinerende mekaniske sparebøsser, som for en kort stund skal en tur frem i rampelyset.
Mangeårig museumsinspektør og guide på Sparebøssemuseet, Inge Kirstine Nielsen lægger vejen forbi museet i Kulturhuset med en kasse med fine, gamle, mekaniske sparebøsser.
– Når børn og voksne besøger Sparebøssemuseet, og jeg demonstrerer de mekaniske sparebøsser for dem, bliver alle altid så begejstrede. SÅ har de haft en god dag på museet, fortæller Inge Kirstine Nielsen, der selv har svært ved at skjule sin begejstring for de charmerende gamle sparebøsser.
Han er den bedste
”Uncle Sam! Han er er min favorit blandt de mekaniske sparebøsser. Jeg synes, at han er SÅ fantastisk! ” siger Inge Kirstine Nielsen.
Hun refererer til en amerikanskproduceret mekanisk sparebøsse, der er udformet som Uncle Sam, kælenavnet for USA. Når man giver ham en mønt i hånden og derefter aktiverer ham, lægger han mønten ned i sin taske og vipper tilfreds med sit lange, hvide skæg. Til udelt begejstring for store og små.
De 20 mekaniske sparebøsser på Sparebøssemuseet er fra omkring 1900-1930 og alle amerikanske.
Spørg bare
I forbindelse med den lille fortælling er det muligt at komme helt tæt på de fine, gamle sager og høre historierne bag. Inge Kirstine Nielsen svarer også gerne på spørgsmål om sparebøsser, og der er ikke meget, som hun ikke ved.
Sparebøssemuseet i Randers er det eneste af sin art i Danmark og rummer hele 3.500 sparebøsser. Inge Kirstine Nielsen mener, at museet rummer mere eller mindre alle varianter af sparebøsser fra pengeinstitutter i Danmark og resten af verden.
Små Fortællinger: Mekaniske sparebøsser, torsdag den 22. december 2016, kl. 11 – 11:20 på Museum Østjylland i Randers
Kommentarer