Erhverv

McDonald’s-donation til Hornbæk Idræt & Kultur

Hornbæk Idræt & KulturCenter er i gang med at hive de sidste kroner i land, så etableringen af det nye center i den vestlige forstad kan udføres i fuldt omfang.

Målet kommer et stort skridt nærmere i kraft af en donation fra McDonalds i Randers, hvorfra de to franchisetagere, Carina Dahl og Jan Dahl, har valgt at afsætte 100.000 kr. til Hornbæk-indsamlingen.

– Vi har begejstret fulgt med i, hvordan private lokale kræfter har formået at samle 6-7 mio. kroner ind til det nye idræts- og kulturcenter i Hornbæk. Det er fantastisk, og vi har derfor fundet det naturligt at give en kontant donation til projektet – siger franchisetager Jan Dahl.

Byrådet i Randers Kommune har i det lys bevilget 12,5 millioner kroner til projektet i Hornbæk, og dermed er projektet tæt på at nå de 19 millioner kroner, som projektet koster. Der mangler omkring en million kroner for at indfri målet fuldt ud. De sidste donationer fra firmaer og private bliver derfor helt afgørende, så man kan undgå at skulle justere i projektet.

– Vi er virkelig glade for at vi på den her måde kan bidrage aktivt til lokalsamfundet, som uden tvivl vil få glæde af et nyt samlingspunkt med idræts-, kultur- og mødefaciliteter. Og vi er overbevist om, at det sidste også vil komme på plads, så Hornbæk-området kan få det center, som de har arbejdet så hårdt for i mere end ti år – siger franchisetager Carina Dahl fra McDonald’s i Randers.

I dag rummer Hornbæk-området godt 4.000 mennesker, og der kommer løbende flere til. Det anslås at op imod 500 mennesker ikke har et sted, hvor de kan dyrke deres sport, fordi de eksisterende faciliteter er for små eller for gamle.

Projektet betyder bl.a., at Hornbæk Sportsforening flytter fra trænings- og klubhusfaciliteterne ved Overvænget til området ved Gl. Viborgvej. Samtidig bliver arealerne ved Overvænget gjort fri til en kommunal udstykning af nye byggegrunde.

Kommentarer