Kultur

Mange ville se den nye udbygning af Randers Teater til Åbent Hus

Randers Teater fremstår med det nye, flotte indgangsparti med en helt ny autoritet som kulturhus. Foto: Gitte Hagsholm

Randers Teater slog lørdag eftermiddag dørene op til Åbent Hus for borgerne i Randers. Anledningen var præsentation af teatrets færdiggjorte udbygning. Her blev gæsterne budt velkommen med et glas bobler, både til voksne og børn, og der var arrangeret gadeteater, kreativ workshop, live musik, udstilling af scenografi, samt rundvisninger i huset.

Teaterdirektør Peter Westphael tog selv et hold gæster med på en “tour de teatersale”, og Randers Netavis tog med på en lytter. 

– Vi er meget stolte og glade for nu at være i mål med denne store ombygning og tilbygning af teatret. Det mest markante er foyeren, som vi står i her, som fremover giver mere plads til publikum før forestillingerne og i pauserne. Men det giver også mulighed for at lave forskellige off-stage aktiviteter herude. Som for eksempel i dag, hvor vi har besøg af så mange glade mennesker, og kan underholde med live musik og meget andet, indleder Peter Westphael.

– Vi har ønsket denne udbygning i mange år, og udfordringen har selvfølgelig været at skaffe penge nok, men ved hjælp af velvillige fonde og Randers Kommune er det lykkedes at komme i mål. Vi bor heldigvis i en kommune, som prioriterer kultur, og vi har sammen en vision om at give plads til mangfoldighed netop inden for kultur, så der er noget for alle, fortæller teaterdirektøren og tilføjer:

– Og jeg kan sige, at Randers er den eneste kommune i landet, hvor alle børn er garanteret mindst én scenekunstnerisk oplevelse en gang om året. Altså, at alle børn i Randers har mulighed for at komme i teatret minimum én gang om året.

At Peter Westphael lægger vægt på, at teatret skal være noget for børn og unge på lige fod med voksne illustreres af, at Randers Teater bruger professionelle skuespillere til at undervise og instruere børneforestillinger, som ved alle andre forestillinger. Og hvis muligheden byder sig, inviteres gæsteskuespillere til at bruge et par timer under deres ophold i Randers til at stå for undervisning eller en masterclass for eleverne på teatrets talentskole.

Ny førstesal

Den nye foyer rummer også en første sal, hvor der i et åbent repos er plads til omkring 70 personer til eksempelvis foredrag eller workshops. Og netop på Åbent Hus dagen havde Randers Teater arrangeret en workshop for børn, hvor man kunne designe og sammensætte sine egne teaterkostumer og lave hånddukker.

Her mødte vi blandt andre kusinerne, Dana fra Randers og Sofie fra Hovedgaard, begge to fem år, som var på besøg hos mormor/farmor Ulla Brandtoft i Randers. Hun havde taget børnebørnene med til Åbent Hus, hvor de lavede hånddukker til dukketeater, og Ulla Brandtoft, som havde været optaget af børnenes arbejde med dukkerne, glædede sig til at komme rundt i det ombyggede teater.

Udsigt til mere teater

Fra foyerens repos er der indgang til et mindre lokale med plads til cirka 30 personer. Rummet kaldes ‘Udsigten’, et åbenlyst navn, idet man fra de store panoramavinduer kan se langt ind over byen. 

Mens vi står i i mødelokalet Udsigten fortæller Peter Westphael:

– Det har været målet, at skabe rammer for et endnu mere aktivt Randers Teater, og som eksempel på, at det er lykkedes er, at vi kan spille teater i alle fire sale samtidigt, med foyeren som adgang til det hele.

Under dagens Åbent Hus blev der i Talentsalen vist en video med unge fra Randers Teaters Talentskole, hvor man kunne høre fire af eleverne fortælle, hvad det har betydet for dem at gå på grundholdet, ligesom der var billeder fra nogle af afgangsforestillingerne.

I det gode vejr uden for var der gadeteater med Dansk Rakkerpak, som havde kastet sig over James Bond universet med forestillingen ‘Jane Blond’, en toptunet udendørs forestilling i et teatersprog med præcis timing, stor musikalitet, komik på højt plan og selvfølgeligt uovertrufne sekvenser i slow-motion.

Peter Westphael slutter sin rundvisning med en opfordring til dagens gæster:

– Jeg vil slippe jer her og sige tak, fordi I kom, og jeg håber, I vil bruge os, for al kunst uden publikum er fuldstændig ligegyldig. Samtidig har jeg en opfordring til, at I skal turde og være modige. Prøv at købe billetter til en forestilling, I måske ikke lige kender. Prøv at få en oplevelse. Jeg kan garantere for, at alle forestillinger er af høj kvalitet, og jeg kan garantere for, at vi gør os umage. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere, hvad der er jeres smag, men der gemmer sig så mange fantastiske oplevelser på teatret.

– Så tag chancen, slutter en begejstret og glad teaterdirektør i det hus han var medstifter af og har stået i spidsen for siden år 2000.

 

Kommentarer