Assentoft

Mange Randrusianere på gaden søndag – stadig plads til flere indsamlere

I morgen søndag holder Kræftens Bekæmpelse sin årlige landsindsamling. Har du ikke tilmeldt dig som indsamler, kan du nå det endnu.

I morgen søndag den 8. april holder Kræftens Bekæmpelse sin årlige landsindsamling. På landsplan går op mod 28.000 mennesker på gaden for at bakke op om den gode sag med at forebygge og forske i kræft samt støtte og hjælpe de mennesker, der får kræft og deres pårørende.

I Randers kommune er der også altid stor opbakning, men hos flere lokale afdelinger mangler der ruter at blive besat – og har du ikke tilmeldt dig som indsamler, kan du nå det endnu.

Gå ind på www.indsamling.dk/bliv-indsamler/

Uden den opbakning var der ikke en landsindsamling, siger Trine Porret Randahl Larsen, projektleder i Kræftens Bekæmpelse. Hun glæder sig over de mange tusinde frivillige, der allerede har meldt sig.

Desværre er det sådan, at når de ihærdige indsamlere banker på, er det ikke altid, døren bliver åbnet. Der er kun nogen hjemme hos omkring halvdelen af danskerne.

Kan trækkes fra i skat

Er man ikke være hjemme, når indsamlerne kommer forbi, er der mange andre måder, man kan give sin støtte. Det kan ske via sms, MobilePay og på indsamling.dk. Hvert indsamlingsområde har sit eget MobilePay-nummer, så man kan følge, hvor mange penge der kommer ind via den mobile betalingsløsning til den enkelte lokale indsamling.

MobilPay erstatter i højere og højere grad kontanterne i raslebøtten. Sidste år valgte rekordmange danskere at give penge via MobilePay. Det er muligt at trække donationer via MobilePay fra i skat. Indberetningen til Skat sker automatisk. Man skal dog først give sit samtykke via NemID. Herefter vil det så gælde for alle de næste gange, der bliver sendt donationer afsted.

Følg indsamlingen på Facebook

Ligesom sidste år sender Kræftens Bekæmpelse live på Facebook fra landsindsamlingen. Liveshowet går i gang klokken 15.30. De kendte tv-navne Lene Beier og Thomas Skov Gaardsvig er frontfigurer og værter, men de egentlige hovedpersoner er patienter og pårørende samt forskere og eksperter, som bliver interviewet i dagens løb.

Danskerne opfordres til at dele deres historier via Facebook, og i løbet af udsendelsen ringer værterne op til en række indsamlere for at høre om gode og sjove oplevelser på dagen, ligesom der vil være forskellige konkurrencer, man kan deltage i.

Showet kan følges ved at gå ind på www.cancer.dk/facebook.

Landsindsamlingen gav sidste år 35,7 millioner kroner til kræftsagen.

For hver 100 kroner, der samles ind til landsindsamlingen, går de 61 til forskning, 20 til patientstøttearbejde og 16 kroner til oplysning og forebyggelse. De sidste 3 kroner går til administration.

 

Kommentarer