Paderup

Lungedag med lykkehjul og lækkerier

Onsdag den 17. november 2021 markeres den internationale lungedag med et event i Bilka i Randers Storcenter. Her kan man vinde forskellige præmier og få en snak med fagpersoner fra Randers Sundhedscenter om tobak og KOL.

Den internationale lungedag er sat i verden for at sætte spotlight på lungesygdomme som for eksempel KOL. Symptomerne på lungesygdomme er ofte milde i starten og kan derfor let forveksles med almindelige skavanker, der kommer med alderdom eller generel dårlig form. Men det er en rigtig god idé at tage det alvorligt, hvis man har meget hoste og let bliver forpustet.

”Jo hurtigere, man opdager en lungesygdom, jo lettere er den at behandle. Vi har for eksempel et holdforløb for borgere i Randers Kommune med KOL, hvor man blandt andet får viden om, hvordan man håndterer symptomer og forebygger en hurtig forværring af sygdommen”, fortæller fysioterapeut Lone Broendegaard Christensen. 

Onsdag 17. november mellem kl. 13 og 17, står Lone Broendegaard Christensen sammen med et hold kolleger fra Randers Sundhedscenter i Bilka i Randers Storcenter. Med sig har de et lykkehjul og en solid viden om lungesygdomme, forebyggelse og behandling. 

Man kan vinde forskellige lækre præmier og få en masse viden om lungesygdomme. Både rygestoprådgiver og fysioterapeuter kan desuden svare på alverdens spørgsmål om, hvad vi alle kan gøre af gode ting for vores lunger.

Fakta om KOL

  • KOL står for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. 
  • Omkring 320.000 danskere lever med KOL, men kun halvdelen ved, at de har sygdommen.
  • De meste almindelige symptomer på KOL er åndenød, pibende eller hvæsende vejrtrækning og hoste.
  • KOL findes i mild, moderat, svær og meget svær grad.
  • Jo før man opdager sygdommen, jo lettere er den at behandle.

Kilde: Lungeforeningen

Kommentarer