Debat og politik

Lokale har selv et ansvar for at holde liv i købmanden

Erik Humblebug. Privatfoto

Debatindlæg af Erik Humblebug, Nattergalvej 19, 2. tv., Randers C

I de seneste 6 år er der lukket 244 dagligvarebutikker. Og et stort antal af disse har ligget i landsbyer i tyndt befolkede områder. Det er selvfølgeligt et problem i forhold til livet i de enkelte byer og muligheden for at der kommer nye beboere til området.

Nu kunne vi så sige, at den naturlige konsekvens af det må være, at politikerne går ind og laver et initiativ for at holde hånden under lukningstruede butikker. Men for mig er det et spørgsmål, om jeg går ind for statsstøttede virksomheder, der er i direkte konkurrence med private virksomheder på et område, hvor der er en naturlig og sund konkurrence.

En butik lever nemlig af sine kunder. Derfor er den bedste måde at undgå at en købmandsbutik lukker, 100% at købe sine dagligvarer i den lokale butik.

Jeg har selv prøvet at bo i en landsby. Og jeg har også ærgret mig over at købe varer i den lokale brugs, som jeg kunne have købt på tilbud i den nærliggende storby, hvor jeg kom mindst en gang om ugen.

Dengang havde jeg det bare sådan, at hvis brugsen også skulle ligge der om 10 eller 20 år, var jeg nødt til at købe mine ting der.

På torsdag er de butikker, som jeg normalt handler i, lukket. Det generer mig egentligt. Men det er jo ikke værre end at der er supermarkeder, der holder åbent. Men de overlever næppe, fordi jeg går ned og lægger 10 eller 20 kr. der. Der er alligevel 6 supermarkeder i gåafstand fra, hvor jeg bor.

Derfor er min opfordring. Hvis du ønsker at beholde det supermarked, der ligger tæt på, hvor du bor, så handl lokalt.

 

Kommentarer