Paderup

Lagkagehuset åbner sin anden butik i Randers

Foto: Lagkagehuset.

Torsdag den 24. marts åbner et nyt Lagkagehus på Messingvej 6 i Randers med bagerbutik, café og drive-in. Åbningen markeres blandt andet med gratis kaffe hele dagen samt åbningstilbud på jordbær- og mangotærter og brød.

Randers får snart endnu et Lagkagehus. Det sker, når Lagkagehuset den 24. marts slår dørene op på Messingvej 6 med bagerbutik, café med 34 siddepladser og drive-in koncept, hvor man ikke behøver at stige ud af bilen for at hente sit bagværk eller morgenkaffen. Det bliver leveret direkte ind ad dit bilvindue, så du hurtigt kan komme videre med din dag.

Lagkagehusets kommercielle direktør Jesper Mark Dixen ser frem til den nye åbning:

“Randers er en fantastisk handelsby, som vi allerede kender rigtigt godt gennem vores bagerbutik i midtbyen. Vi glæder os derfor til at slå dørene op til endnu en bagerbutik i byen, hvor vi har nu fundet den helt rette beliggenhed i Sydbyen til at etablere et drive-in-bageri,” fortæller Jesper Mark Dixen og fortsætter:

“Vores drive-in-bagerier er et populært koncept, som vores gæster har taget rigtig godt til sig under corona-pandemien, og vi håber selvfølgeligt, at borgerne i Randers også kommer til at tage godt imod det.”

Lokalt ansigt i spidsen

I spidsen for det nye Lagkagehus er Kathrine Friis Sørensen, der har været i virksomheden siden 2017 og faktisk er opvokset i lokalområdet. Hun åbnede også bagerbutikken på Torvegade 2 i centrum, men har de seneste 8 mdr været butikschef i Risskov.

“Jeg glæder mig helt vildt til at åbne den nye butik og føler nu, at jeg vender hjem. Jeg kommer selv fra Sydbyen og har gået på gymnasiet lige rundt om hjørnet. Vi kommer med et smart koncept, hvor der både er mulighed for at sidde og nyde en kop kaffe eller en kage, men også plads til et drive-in bageri, som passer perfekt ind i en travl hverdag,” siger Kathrine Friis Sørensen og fortsætter:

“På åbningsdagen serverer vi gratis, friskbrygget specialkaffe til alle, der kigger forbi. Vi kører også et par særlige åbningstilbud i dagens anledning, så vi håber, at der er rigtigt mange, som lægger vejen forbi og prøver vores nye drive-in.”

Åbningstilbuddene består af en jordbær- eller mangotærte til 89,95 kroner og to valgfrie brød til 59,95 kroner stykket. Tilbuddene gælder fra den 24. til 27. marts.

Den nye butik vil samtidig tilbyde “Click & Collect”, hvor man via Lagkagehusets app nemt kan bestille og betale sit bagværk. Så er det blot at køre frem til drive-in-lugen og få udleveret sine varer, ligesom det også kan hentes inde i butikken, hvis man foretrækker det.

Lagkagehuset på Messingvej 6 åbner torsdag den 24. marts klokken 6.30 og er butik nummer 108 i Danmark. Butikkens åbningstider er mandag til fredag klokken 6.30 – 17.30 og 6.30 – 17.00 i weekender.

Kommentarer