Ø. Bjerregrav

Krolf-entusiaster mødtes til træf i Øster Bjerregrav

De tre vindere i damerækken: Kamma Pedersen, Øster Bjerregrav, Jonna Knudsen, Rønde, og Bente Grænse, Tilst. Fremsendt foto

Torsdag i sidste uge havde Aktivitetsparken i Øster Bjerregrav besøg af knapt 100 entusiastiske krolfspillere, da byen var vært ved et af sæsonens mange østjyske træf i DGI Krolf.

Torsdag 15. juli var én af årets absolut varmeste dage, men det afholdt ikke omkring 100 entusiastiske krolfspillere i at mødes i Øster Bjerregrav til sæsonens niende krolftræf i den østjyske afdeling af DGI Krolf.

Træffet, som blev afviklet på krolfbanen i Aktivitetsparken, gik i gang klokken 9.30 efter velkomst af den lokale stævnechef, Niels Erik Pedersen fra Bjerregrav Boldklub, og formand for DGI Krolf, Grethe Bjerre fra Grenå.

Krolf er en blanding af krocket og golf. Udstyret er næsten, som man kender det fra krocket med en kraftig kølle og en stor kugle, og spillereglerne er stort set ligesom i golf. Det handler om at få kuglen i hul på færrest mulige slag; dog på en noget mindre bane.

Efter de tre obligatoriske 3 baner, man går i en krolfturnering, og med en passende frokostpause lagt ind imellem, blev dagens vindere fundet, og her var der to lokale repræsenteret: Kamma Pedersen fra Øster Bjerregrav med 89 slag og Bent Skaaning fra Råsted med 88 slag. De øvrige vindere var: I damerækken: Bente Grænse fra Tilst med 86 slag og Jonna Knudsen fra Rønde med 89 slag. I herrerækken: Hans Jeppesen fra Auning med 88 slag og Helge Nielsen fra Rønde med 90 slag.

De seks vindere går nu videre til Super Krolftræf, der afholdes på Rude Strand Højskole 3. oktober.

Formand for DGI Krolf, Grethe Bjerre fra Grenå, og den lokale stævnechef, Niels Erik Pedersen fra Bjerregrav Boldklub, bød velkommen. Fremsendt foto

Stor interesse for Krolf

Krolf er blevet en meget populær sport; DGI Krolf har alene i Østjylland etableret i nærheden af 100 krolfklubber hen over de seneste år, men klubberne skyder frem over hele landet, fortæller Grethe Bjerre.

– Vi kan også se det på tilmeldingerne til vores turneringer. Der går aldrig mere end tre minutter fra vi har åbnet for tilmelding, til alle pladser er tegnet, siger hun og tilføjer:

– Der er også en stor social dimension i krolf, som mange sætter pris på.

Hun roser i øvrigt Bjerregrav for at afvikle en fin turnering og for nogle flotte baner.

Omkring 100 krolfentusiaster deltog i stævnet i Øster Bjerregrav torsdag i sidste uge. Fremsendt foto.

 

Turneringen blev afviklet mellem ‘vilde’ dyr på krolfbanerne i Aktivitetsparken. Fremsendt foto

Kommentarer