Debat og politik

Konservativ generalforsamling med besøg fra Christiansborg og genvalg af formanden

Folketingsmedlem Mona Juul fotalte om livet som folketingspolitiker, og så gav hun sit bud på, hvorfor Konservative fik så ringe et valg sidste år. Fremsendt foto

Det Konservative Folkeparti i Randers afholdte for nylig den årlige generalforsamling, der bød på indlæg af folketingsmedlem Mona Juul. Og så var der genvalg til formanden – og den samlede bestyrelse.

Generalforsamlingen blev afholdt på Underværket i Randers, og indledningsvis var der indlæg ved folketingsmedlem, Mona Juul, der fortalte om livet som folketingspolitiker og arbejdet på Borgen. 

Mona Juul gennemgik desuden tiden op til valget, valgemner og Konservatives ønske om en politisk retning for blå blok. Hun gav sin analyse af valgkampen og sit bud på, hvor partiet fejlede med henvisning til det sløje valgresultat.

Efter en spisepause var det tid til generalforsamlingen, hvor formanden, Christian Krogh, indledningsvist berettede om året der gik. Han kom blandt andet ind på valg af folketingskandidater – hvorfor det lykkedes for nogle og ikke for andre.

Formanden berettede også om gode arrangementer i årets løb. Specielt Initiativet ‘åbent byrådsgruppemøde’, der afholdes inden byrådsmøder, blev fremhævet. Her kan alle medlemmer deltage, og møderne bruges til at drøfte den  aktuelle dagsorden.

Christian Krogh kom desuden ind på vælgerforeningens styrkede indsats på sociale medier som facebook og Instagram, og så gav han en opsang om dét at være konservativ:

“Vi er ikke konservative, fordi vi synes, at en enkelt person er fantastisk. Vi er konservative fordi det er en livsindstilling og en måde, at få et bedre Danmark. Det kan godt være, at vi havde et dårligt Folketingsvalg, men netto har vi samme medlemsantal i Randers i starten af 23, som vi havde i 22. Vi har prøvet det før, vi har noget at bygge på, og vi kommer igen”, lød det blandt andet fra formanden.

Ordene faldt tilsyneladende i god jord hos medlemmerne. I hvert fald blev Christian Krogh ved den efterfølgende afstemning enstemmigt genvalgt som formand.

Faktisk var der genvalg til hele bestyrelsen, som nu har konstitueret sig med, foruden formanden, Christian Hartmann som næstformand, Bia Ndamkunda, medlemsansvarlig, Morten Munk, kampagneudvalg, Helle Weltz, Sekretær, Morten Ballegaard, erhvervspolitisk netværk, Michael Faust, kommunikation og SoMe samt Christian Boldsen, Nicolaj Holst Jacobsen og Frederikke Jung, formand for Randers Konservative Ungdom.

Tidligere formand, Else Bjørn Christiansen, blev udnævnt til æresmedlem.

Efter generalforsamlingen var der politisk drøftelse, hvor Daniel Madié og Bo Vestergaard fra byrådsgruppen gennemgik politikken for Randers. Speciel var der harme over, at Randers Handskefabriks gamle bygninger som en del af en stor del af Randers’ historie ikke kan bevares.

Storkredsformand Bo Zacher sluttede af med at fortælle om seneste nyt fra Østjyllands Storkreds. 

Christian Krogh snupper endnu en periode som formand for Det Konservative Folkeparti i Randers. Foto: Egon Thomsen.

 

Kommentarer