Erhverv

Konference skal løse udfordring med mangel på arbejdskraft

Onsdag den 24. august mødes det lokale erhvervsliv igen med politikere og Jobcenter Randers. Formålet er at styrke indsatsen for, at arbejdsgivere kan få opfyldt deres store behov for arbejdskraft i en periode med lav ledighed.

Borgmester Torben Hansen åbner konferencen og ser frem til at deltage.

“Det er vigtigt, at vi får talt med erhvervslivet om, hvordan vi sammen kan sikre, at de får opfyldt deres behov for arbejdskraft. Jeg ser især frem til at deltage i diskussionen om, hvordan arbejdsgiverne får fat i de unge, som lige nu går ledige, og får taget hånd om dem, så de får nogle succesoplevelser på arbejdsmarkedet og på den måde får en god start på arbejdslivet,” siger borgmester Torben Hansen. 

Konferencen er en opfølgning på en konference i foråret med samme tema, og forhåbningen hos konferencens arrangør Jobcenter Randers Erhverv er, at den giver flere bud på, hvordan problematikken kan løses.

“Vi afholder endnu en konference, fordi vi fik nogle rigtig brugbare snakke sidste gang, som vi gerne vil bygge videre på. Denne gang deltager flere repræsentanter fra de små og mellemstore virksomheder, som deler deres indsigter og erfaringer,” siger Tine Arensbach, virksomhedsservicechef hos Jobcenter Randers Erhverv, og tilføjer:

“Lige nu er ledigheden lav, og det betyder, at arbejdsgivere i højere grad ansætter folk, som har været ledige i længere tid eller som er nye på arbejdsmarkedet. Det kræver, at ledere og chefer har fokus på god onboarding af de nye medarbejdere og i mange tilfælde også medvirker til at uddanne dem til at kunne løse specialopgaver. Og netop de erfaringer er værdifulde at få drøftet på konferencen.”

Opfølgning på tidligere konference

På forårets konference om mangel på arbejdskraft blev samme emne drøftet, og tre offentlige og private arbejdsgivere præsenterede deres strategier for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Den kommende konference vil igen byde på oplæg, denne gang med fokus på fremtidens arbejdskraft – de unge. 

Projektchef fra entreprenørvirksomheden Arkil Svend Jørgensen deltog på forårets konference og har tilmeldt sig til den kommende. Han ser frem til flere konstruktive diskussioner.

“Sidste konference var en god oplevelse med præsentationer af mange interessante, konkrete tiltag for at tage hånd om unge, seniorer, flygtninge og folk med diagnoser. Det er ikke bare hensigtserklæringer og skåltaler, men rigtige historier, som rykker ved nogen ting. Jo flere tanker, der flyder mellem jobcentret, politikerne og erhvervslivet, jo bedre, og det er derfor vi deltager,” siger Svend Jørgensen fra Arkil.

Konferencens program og baggrund

Konference 2 om mangel på arbejdskraft i Arena Randers, 24. august 2022, Kl. 7.00 10.30. Konferencier er Peter Holmen Møller, indehaver af Konkret HR A/S.

Tilmelding på www.randers.dk/am senest fredag 19. august. 

Program

·        Kl. 7.00 – Indtjekning, morgenmad og kaffe.

·        Kl. 7.20 – Velkomst v. Borgmester Torben Hansen.

·        Kl. 7.30 – Oplæg v. fremtidsforsker Anne Marie Dahl med titlen “Nutidens unge, fremtidens arbejdskraft “. Bliv klogere på en generation, der vil det hele, men ikke hvad som helst. Hvad skal der til for at fastholde dem i ungdomsuddannelserne og på arbejdspladspladserne i fremtiden.

·        Kl. 8.10 – Pause.

·        Kl. 8.25 – Opsummering af første konference om arbejdskraftmangel, den 4. maj 2022, v. direktør i Social & Arbejdsmarked, Helene Bækmark.

·        Kl. 8.40 – Eksempler fra virkeligheden: Panel interview med Dorte Heitmann, indehaver af Gaias Basar, og Martin Færch, partner i Bilbutikken Randers.

·        Kl. 9.00 – Drøftelse i grupper om rekruttering og on boarding af unge mennesker, der skal ind på en uddannelse eller i gang på arbejdsmarkedet.

·        Kl. 9.40 – Konklusion i plenum med kommentarer fra ekspertpanel.

·        Kl. 10.15 – Tak for i dag v. udvalgsformand Bo Vestergaard. 

Baggrunden for konferencerne er Arbejdskraftprognosen 2022, som Jobcenter Randers Erhverv udgav i foråret, som peger på, at der ligesom i resten af landet er udsigt til at være stor efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft i Randers kommune nu og i den kommende tid. Læs om prognosen her:

https://www.randers.dk/nyheder/ny-arbejdskraftprognose-for-2022-mangel-paa-arbejdskraft/

Kommentarer