Koncert med international anerkendt jazzmusiker i Gassum Kultur- & Aktivitetshus
Mandag den 29. januar kan man opleve jazz i verdensklasse, når saxofonisten Michael Blicher gæster Gassum Kultur- og Aktivitetshus.
GASSUM – Saxofonisten Michael Blicher har høstet et hav af roser og priser for sin musik som rummer soul, jazz og blues. Han har turneret verden rundt med sine orkestre Blicher Hemmer Gadd, Astro Buddha Agogo og The KutiMangoes.
Mandag den 29. januar sætter menighedsrådet Gassum på det Jazzlandkort, når man præsenterer Michael Blicher i Gassum Kultur- & Aktivitetshus til en jazzoplevelse, der normalt hører de store scener til.
Denne aften er Michael Blicher i selskab med de dygtige jazzmusikere og musikalske legekammerater, Anders Holm på trommer og Martin Schack på orgel.
Der begge er garant for en enorm spilleglæde og råswingende groove.
Hvis man synes, Blichernavnet lyder bekendt , så er det ganske rigtigt fordi, den berømte saxofonist er efterkommer af Steen Steensen Blicher.
Koncerten starter klokken 20.00, men dørene åbner allerede klokken 19.30.
Kommentarer