Keramikudstilling i Malvinas Hus
I august måned udstiller Anni Bisgaard, Assentoft et udsnit af sine keramiske arbejder i Malvinas Hus i Spentrup.
Anni Bisgaard var først omkring glas og maleri, før hun for alvor kom igang med keramikken som fritidsinteresse.
Anni Bisgaard er selvlært og har tilegnet sig de forskellige teknikker inden for håndværket på aftenskole, og en god nabo indførte hende i kunsten at dreje ler.
I løbet af årene har hun yderligere dygtiggjort sig gennem forskellige kurser – senest et rakukursus med amerikaneren Steven Branfman.
For et par år siden fik Anni Bisgaard sit eget værksted med el-ovn og raku-ovn, hvor hun selv brænder de forskellige ting.
Hendes arbejder spænder vidt – lige fra det finere porcelæn til stentøj og ikke mindst det grovere raku-brændte lertøj.
– Jeg elsker at slappe af med ler og få en ny idé gennem hænderne ud i leret – og se det færdige resultat. Ideerne kommer hen ad vejen, og det skal være sjovt at lave, lyder det fra keramikeren, som stadig har fuldtidsarbejde ved siden af sin store fritidsinteresse.
Anni Bisgaard har tidligere udstillet i blandt andet Randers Kunsthus og Helligåndshuset.
Udstillingen kan ses i Malvinas Hus i Blichers Mindestue hver tirsdag og onsdag frem til og med 16. august samt hver lørdag og søndag hele august måned. Alle dage klokken 14-17.
Kommentarer