Livsstil og forbrug

Jussi Adler-Olsen: Det er vores forbrugsvaner, der smadrer butikker som Arnold Busck

Mandag formiddag kom nyheden om, at boghandlerkæden Arnold Busck var gået konkurs, og 30 butikker ville forsvinde fra gadebilledet. Nu skyder den kendte forfatter Jussi Adler-Olsen med skarpt mod befolkningen, der ifølge ham bærer en væsentlig del af ansvaret for lukningen.

– Det har stået på længe. Og det har det for alle boghandlerne. Det er folks forbrugsvaner, der smadrer de her butikker. Det er dyrt at være udstillingsvindue, når folk bare sidder og trykker på en knap og får bøgerne sendt, siger ‘Afdeling Q’-forfatteren i en artikel i B.T.

Jussi Adler-Olsen frygter blandt andet for, hvordan det danske gadebillede kommer til at se ud, når de mange Arnold Busck-butikker lukker og slukker:

– Det er et skub i retningen af nethandel. Og nethandel er jo ikke til glæde for det danske gadebillede overhovedet. Folk vænner sig jo til at være dovne. De går ind og kigger i forretninger: ‘Hvad er det, jeg gerne vil have?’, og så går de hjem og bestiller det på nettet for at spare lidt penge. Og det er en dårlig forbrugeradfærd, der gør, at vores gader ganske langsomt bliver tømt for levende butikker. Så også det er selvfølgelig meget, meget kedeligt.

Men det er ikke kun befolkningen, som Jussi Adler-Olsen langer ud efter. Han har også rettet sigtekornet mod Kulturministeriet, som ifølge ham ikke har tacklet hele situationen optimalt.

– Det kan godt være, det ville være usædvanligt, men det ville have været glædeligt, hvis man inde fra Kulturministeriet havde sørget for at give dem nogle ordentlige lån. For eksempel nogle rentefrie lån, sådan så de kunne køre videre.

Manglende lån er dog ikke alene grunden til, at boghandlerne nu lider. I 2013 kæmpede boghandlerne og forlagene en kamp om at få genindført faste priser på bøger. Utilfredsheden skyldtes, at supermarkederne kunne sælge bøgerne meget billigere end de danske boghandlere. Den sag tabte de, og nu ser man konsekvensen, lyder det fra Jussi Adler-Olsen i B.T. artiklen

– Det har selvfølgelig været godt for bøgerne på mange måder, at de er blevet mere udbredt. Men det har ikke været godt for boghandlerne. Det har i allerhøjeste grad været med til, at de måtte lukke. Alt dette vil få fatale konsekvenser for den danske skønlitteratur, vurderer Jussi Adler-Olsen, som frygter for de små og ukendte forfattere, som ifølge ham går en dyster fremtid i møde:

– En boghandel i sig selv er også en reklamesøjle for alle de bøger, man normalt ikke tænker på. Det kommer til at få konsekvenser for de mindre forfattere, der ikke er så kendte. Samtidig med det er der færre og færre anmeldelser. Nogle bøger får ikke en chance for at komme frem og blive læst. Og det er utroligt sørgeligt, siger Jussi Adler Olsen afslutningsvis i B.T.

Kommentarer