Kultur

“Jeg vælger mig april” – Eftermiddagssang på Randers Bibliotek

Fra venstre: Bibliotekschef Lone Føgh Westphall, biblioteksmusikant Peter Elmelund og leder af administrationen Marie Garsdal Brøsted. Foto: Randers Bibliotek

Jeg vælger mig april, skrev digteren Bjørnstjerne Bjørnson. Dén sang – og mange andre friske forårssange – synger deltagerne til eftermiddagssang midt i Randers Bibliotek onsdag den 30. april 2025.

Hver måned er der tre kvartes fællessang i bibliotekets midte, hvor den utrolige akustik får selv de mest rustne vinterstemmer til at trille som sanglærker.

Dagens sangvælgere er Lone Føgh Westphall og Marie Garsdal Brøsted, der udover at være henholdsvis bibliotekschef og leder af administrationen også har nogle vidunderlige sangstemmer.

De akkompagneres som sædvanlig af biblioteksmusikant Peter Elmelund.

– Vi har som altid valgt gode sange fra Højskolesangbogen. Både de kendte og elskede som “Det er i dag et vejr” og Benny Andersens hilsen til forårssolen, fortæller Peter Elmelund, og fortsætter:

– Men traditionen tro skal vi også stifte bekendtskab med nogle af de nye, som lige skal synges nogle gange, før de falder helt på plads. Vi har tidligere sunget Dy Plambecks “Skybrud”, og denne gang vil vi også præsentere den nye melodi til “Stille nat”, som Halfdan Rasmussen skrev den inderlige, mørke tekst til for knap 80 år siden.

Eftermiddagssangen er ganske gratis, og der er kaffe på kanden. Der synges fra klokken 16.30 til 17.15 på Hovedbiblioteket.

 

Kommentarer