Januarudstilling i Mellerup: Oplev visuelle kunstdagbøger
Nørhald Kunstforening er klar med årets første udstilling, der med Bodil Lisbeth Thomsens billeder og skulpturer tager gæsterne med på en rejse ud i verden.
Det er rejser fra Sydamerika og Norden, der ligger til grund for Bodil Lisbeth Thomsens udstilling i Nørhald Kunstforening i januar.
Bodil Lisbeth Thomsens billeder og skulpturer er som en slags dagbøger – en symbiose mellem iagttagelser af både de helt nære ting og de store naturvidder samt mødet med andre mennesker og kulturer.
Sådan skriver Nørhald Kunstforening om kunstneren, hvis værker kan opleves på Mellerup Efterskole i januar måned.
– Jeg forsøger at arbejde intuitivt, med et åbent sind og en underliggende bevidsthed, fortæller Bodil Lisbeth Thomsen om sin proces.
På udstillingen i foyeren på Mellerup Efterskole udstiller kunstneren malerier efter inspiration fra sine rejser samt grafik og bronzeskulpturer.
Fernisering på lørdag
Der er fernisering af udstillingen på lørdag den 11. januar klokken 15 til 17, hvor Nørhald Kunstforening traditionen tro byder på musikalsk underholdning samt en lille forfriskning.
Udstillingen kan herefter ses alle hverdage mellem klokken 14 og 17 på efterskolen, Almisbakken 19A, Mellerup, 8930 Randers NØ.
Kommentarer