Kristrup

Insign Skilte i Randers indgår partnerskab med Grenaa-virksomhed

Insign Skilte A/S på Haraldsvej har solgt 50% af virksomheden til Johnsen Graphic Solutions A/S.

Det er Grenaa virksomheden Johnsen Graphic Solutions A/S, der fremover er 50% ejer og partner i Insign Skilte A/S. Ifølge begge ejere betyder det, at kunderne nu kan se frem til en endnu bredere produktportefølje, hvor rådgivningen og de unikke løsninger er i centrum.

Bjarne Johnsen, der er stifter og administrerende direktør af det kreative skiltefirma Insign Skilte A/S og Steen Johnsen, ejer af den grafiske full-service virksomhed Johnsen Graphic Solutions A/S, har underskrevet kontrakten, der officielt indleder deres samarbejde.

I praksis betyder det, at Johnsen Graphic Solutions har opkøbt 50% af Insign Skilte og derved kommer til at fungere som fuldgyldig partner i virksomheden.

Bjarne Johnsen

Målet for både Steen Johnsen og Bjarne Johnsen er at give kunderne den totale service, hvor de kun behøver at komme ét sted for at få opfyldt deres forskelligartede behov for markedsføring. Og med ensartede kundesegmenter samt komplementerende ydelser og værdier er det let for ejerne at se fordelene i samarbejdet.

– Vi kommer til at bruge vores forskellige færdigheder aktivt på tværs af virksomhederne, og det betyder, at vi kan give vores kunder en ekstraordinær oplevelse af service og rådgivning. Der er ikke de opgaver, vi ikke kan løse i fællesskab, siger Bjarne Johnsen.

Johnsen Graphic Solutions har gennemgående fokus på at tilbyde sine kunder en 360° løsning, hvor alt er muligt, og partnerskabet med Insign Skilte betyder, at der nu bliver færre mellemled, når opgaverne skal løses.

Steen Johnsen.

– Vi har gennem længere tid oplevet en voksende efterspørgsel på skilteløsninger blandt vores kunder, og vi vil gerne tilbyde dem den komplette pakke uden at skulle outsource dele af opgaverne. Derfor giver det rigtig god mening for os at bevæge os ind på dette marked, og her er Bjarne Johnsen med Insign Skilte en særdeles spændende profil i vores optik – både i forhold til virksomhedens store ekspertise og tilgangen til kunderne, siger Steen Johnsen.

Fordelene for kunderne er ifølge de to nye partnere mange, da det både bliver nemmere og billigere at få kvalitetsløsninger til alle behov.

Kommentarer