IF Alliancen i Stevnstrup indviede nyt klubhus
Forud for årets første hjemmekamp blev det nye klubhus i Stevnstrup indviet fredag aften. Byggeprojektet, der er finansieret med kommunale midler og en større lokal medfinansiering, bringer fodboldafdelingen hos IF Alliancen sikkert ind i fremtiden.
Randers Kommune har i disse år fokus på at skabe tidssvarende forhold for de mange idrætsudøvere og klubber rundt om i kommunen. Det sker i et tæt samarbejde med det lokale idrætsliv. Seneste eksempel på det er et nyt klubhus til fodboldafdelingen i Stevnstrup.
“Det er en by i rivende udvikling og IF Alliancen har længe haft behovet for at kunne tilbyde borgerne nogle tidssvarende rammer. Derfor er det også med stor glæde for mig og hele det politiske udvalg, at se, det nye klubhus,” siger Louise Høeg, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget.
Klubhuset har kostet tæt på fem millioner kroner at opføre. Randers Kommune har støttet med 3,2 mio. kr. imens resten er finansieret ved hjælp af især lokale erhvervssponsorer, fonde og private donationer.
“Som det er set før i lignende projekter, så er der nogle ildsjæle og en kæmpe opbakning i vores lokal samfund. IF Alliancen påbegyndte en lokal indsamling og det lykkedes at komme i mål. Det har alle de involverede en grund til at være stolte af, ” siger Louise Høeg.
Det nye klubhus i Stevnstrup blev indviet fredag aften, hvor blandt andre medlem af Sundhed-, idræts- og kulturudvalget, Daniel Madié, holdt tale.
De kommunale midler blev prioriteret i forbindelse med den facilitetskonference som forvaltningen gennemførte i 2018. En tilsvarende konference er netop blevet afholdt med henblik på investeringer frem til 2025 – og her skal der nu en politisk proces i gang inden resultatet foreligger.
I Stevnstrup er IFA Fodbold som forening vokset med en tilgang af medlemmer på 33 procent siden januar 2020
“Vi er en klub og en by i vækst. Med det nye klubhus har vi fået fremtidens rammer til at sikre vores ungdomsspillere. Det bliver en fantastisk ny rejse for klubben, og jeg er helt sikker på, at det også betyder noget for endnu flere forældres lyst til at være frivillig i klubben. Der vil helt sikkert komme endnu mere liv i IFA Fodbold. Derfor skylder jeg også en stor tak til de mange lokale erhvervssponsorer og private bidragsydere, der har gjort det muligt, at vi kom i mål”, siger formanden for IFA’s fodboldafdeling, Simon Mikkelsen.
Det nye klubhus er bygget af Fabricius Byg ApS med Constructa som bygherrerådgiver.
Kommentarer