I Hånden – ny kreativ café på Underværket

Fredag 9. maj åbner Kulturhuset Underværket dørene til ‘I Hånden’, en ny café, hvor man kan male på keramik eller arbejde med ler i hånden – alt sammen i hyggelige, kreative omgivelser.
Med I Hånden ønsker Underværket at skabe et sted, hvor alle kan sætte tempoet ned, udfolde sig kreativt og gå hjem med noget, de selv har skabt, hvad enten det er en håndformet skål eller en dekoreret kop, lyder det i en pressemeddelelse.
Navnet ’I Hånden’ er en hyldest til det sanselige og håndlavede.
– Det handler ikke om, at noget skal være perfekt, men om at mærke hvad man kan skabe med egne hænder, fortæller Asta Fredslund Poppe, kommunikationsmedarbejder i Underværket.
Underværket åbnede i efteråret 2022 et åbent keramikværksted, hvor man som bruger kan komme og lave keramik alle ugens dage fra 07 til 22, og i januar 2023 startede rejsen med Mal på keramik-workshops, der har kørt på månedlig basis siden.
Både keramikværkstedet og Mal på keramik-workshops har lige siden været meget populære. Nu udvides tilbuddene med en café, hvor man kan droppe ind, når det passer ind i hverdagen, uden at man skal have et opstartskursus som fx i keramikværkstedet.
Caféen henvender sig til både børn og voksne, og man behøver hverken kunne tegne eller have erfaring med keramik for at være med. Med simple teknikker som Pinch Pot (håndformning af ler) og keramikmaling kan alle være med – alene, med venner eller som en hyggelig aktivitet for familien. Der er også kaffe, vin, sodavand, saft og lækre snacks på menuen.
‘I Hånden’ åbner på fredag den 9. maj klokken 14.00. Booker man bord i åbningsweekenden fra 9. til 11. maj, er der et stykke lækker kage oveni. Kagen er sponseret af Djurslands Bank, der støtter op om det nye initiativ: ”Nye kulturtilbud er med til at skabe en levende midtby. Det ønsker vi at bakke op om,” lyder det fra erhvervsdirektør Ronnie Kristensen, Djurslands Bank.
Åbningstider
- Mandag-torsdag 14.00-20.00
- Fredag 14.00-21.00
- Lørdag-søndag 10.00-16.00
Kommentarer