Debat og politik

Hvilke kandidater er grønne i din kommune? Tjek her, inden du sætter krydset

Foto: Klimabevægelsen.

KV21: På hjemmesiden detsidstevalg.dk kan du se, hvilke kandidater i din kommune, der har svaret ja til at arbejde for Klimakoalitionens fire grønne forslag.

Klima og miljø står højt på vælgernes dagsorden til kommunalvalget, men hvordan kan man egentlig danne sig et overblik over, hvilke kandidater, der i virkeligheden er klar til at skride til grøn handling, hvis de bliver valgt ind?

På hjemmesiden detsidstevalg.dk har flere end hver femte kommunalvalgskandidat i Danmark indtil videre sagt ja til arbejde Klimakoalitionens fire klimakrav, og du har mulighed for at se, hvilke kandidater der har svaret ja til at arbejde for at begrænse det kommunale CO2-aftryk, give plads til mere vild natur, styrke lokaldemokratiet og sikre grønne arbejdspladser. 

“Hvis du gerne vil sikre dig, at din stemme går til en grøn kandidat, vil jeg gerne anbefale, at du går ind på detsidstevalg.dk og ser, hvilke kandidater i din kommune, der har svaret ja til at arbejde for Klimakoalitionens fire grønne forslag, ” siger sekretariatsleder i Klimabevægelsen, Frederik Sandby, der glæder sig over, at så mange byrådskandidater bakker op om Klimakoalitionens klimakrav. 

“Næsten 2.000 byrådskandidater har indtil videre svaret ja til at arbejde for Klimakoalitionens forslag, og det er helt fantastisk, for der eksisterer et enormt potentiale og handlerum i kommunerne for at træffe beslutninger, der kan gøre vores verden til et bedre, sundere og mere sikkert sted at leve. Kommunernes indkøb af varer og tjenesteydelser udleder nemlig hvert år seks millioner tons CO2, hvilket er cirka lige så meget som alle personbiler i Danmark.”

Hver femte kandidat bakker op om klimakrav

På hjemmesiden detsidsevalg.dk har danskerne siden begyndelsen af kommunalvalgkampen den 23. oktober haft mulighed for at spørge deres lokale kandidater, om de vil arbejde for reel handling på klima- og naturområdet, så vælgerne kan se, hvem der rent faktisk har tænkt sig at skride til handling og vise grønt, lokalt lederskab. 

Når kandidaterne bliver spurgt, har de mulighed for at svare ja eller nej til at forpligte sig på at arbejde for fire tiltag i den kommende valgperiode, der fremmer den grønne dagsorden. Flere end 1.800 ud af landets næsten 9.000 kandidater, svarende til mere end 20 pct., har indtil videre svaret ja, og færre end tre procent af de adspurgte, som har svaret, har svaret nej. De fire konkrete forslag er: 

  • At kommunen vælger grønne løsninger ved at indregne en pris på minimum 850 kroner per ton udledt CO2 i kommunens indkøb, forsyning og byggeri.
  • At kommunen giver plads til mere vild natur ved at beskytte de biologisk mest værdifulde arealer.
  • At kommunen styrker demokratiet med grønne borgerting, som, støttet af eksperter, har reel indflydelse på kommunens klima- og naturpolitik.
  • At kommunen sikrer nye grønne arbejdspladser og uddanner borgerne til de nye jobs.

Kommentarer