Glas, granit og glade farver på Galleri GAK
Som noget nyt slog Galleri GAK (Glad Alsidig Kunst) i Svejstrup allerede i går lørdag op til årets påskeudstilling.
Indehaverne af Galleri GAK, Jette Aaquist og Jan Toft, har igennem en efterhånden lang årrække åbnet sæsonen med en påskeudstilling fra skærtorsdag.
– I år blev vi enige om at prøve at åbne allerede weekenden før – det gør flere andre udstillinger – og det har været godt, fortæller Jette Aaquist, som er meget godt til fredag med starten.
– Der har ikke været en voldsom trafik, men der har været folk forbi det meste af tiden; og i dag lige over middag var der faktisk en hel del, tilføjer hun.
Parret, som har begge fast job i det daglige, har arbejdet intenst i alle ledige stunder op til åbningen for at give kunstinteresserede en god oplevelse. Jette Aaquist med glaskunst og Jan Toft med billedkunst og skulptur.
Resultatet af anstrengelserne er blevet en glad, farvestrålende og varieret udstilling med farverige malerier over motiver fra abstrakt over personskikkelser til lettere erotiske portrætter. I glasudstillingen indgår igen de små populære vintergækker, fugle på fod, nye lang-fade til større skulpturer med mere.
Som noget nyt i Galleri GAK kan man i år opleve en række små stenværker i granit – små huse hugget af gamle brosten fra gaderne i Randers, hver med sin helt egen sjæl.
Skagen vil også være repræsenteret i form af brugskunst fremstillet af sten og drivtømmer lavet af lokal Skawbo, der samler materialer på stranden ved Skagens gren. Med stor kreativitet skaber hun forskelligt dekorativt brugskunst til hjemmet.
Udstillingen har åbent igen i alle påskedagene fra skærtorsdag. Alle er velkomne, og der er fri entré.
Kommentarer