Gjerlev

Gjerlev – vi har brug for jer!

Af Asger Brorsen, Kløvervænget 7, 8970  Havndal

Vi er mange her i Havndal-Udbyneder-Gjerlev, som føler, vi er blevet trådt på gentagne gange. Vi ved alle, hvorledes vi blev bedraget i forbindelse med skolerne – i Gjerlev forsvandt den helt, I Havndal mistede vi overbygningen. Men jeg kunne nævne mange andre ting, hvor særligt Venstre og Dansk Folkeparti i Randers Byråd er gået forrest i at træde på os i de mindre landsbyer.

Om ca. et år er der valg til Byrådet – her må og skal vi have en anden borgmester. Den siddende Claus Omann Jensen (V) har svigtet så totalt, at vi må formode, han og hans lige er ligeglade med os. Vi spiller ingen rolle i V+DF politiske landskab.

I Havndal-Udbyneder er vi en kreds af borgere, som efterhånden har opbygget en politisk base omkring Det Konservative Folkeparti (C). Vi forsøgte at opnå indflydelse på vor egen situation igennem borgergrupper i en række år forud for samarbejdet med C, men måtte indse, at vejen til politisk indflydelse går gennem partipolitik. At vi så opdagede, at C i Randers er vore venner og rent faktisk stod klar til at hjælpe, var en behagelig overraskelse.

Gjerlev, vi har brug for jer! Hvis vor del af den nordøstlige del af kommunen skal finde ny luft, så må og skal vi stå sammen. Det er tvingende nødvendigt, at de borgerlige stemmer, der er i vort område, stemmer på C – det eneste borgerlige parti i Byrådet, der har forsøgt at forsvare os.

Personligt synes jeg, at Gjerlev er blevet behandlet om muligt endnu værre end Havndal-Udbyneder. Først tager man skolen, så leger man kis-pus med salget af bygninger – der er fortalt utallige halve og hele løgne for at sno sig ud af skolesagen i Gjerlev. Ingen fra de tre ansvarlige partier V+DF+S har ønsket at stå på mål, for de svinestreger de begik mod Gjerlev. For at gøre sagen endnu værre har heller ingen af disse politikere nogen ”plan B” for Gjerlev. Det er klart, at tager man så voldsomt et skridt som at lukke skolen, så skal byen have noget andet i stedet for – med det samme.

Til alle der bor i Gjerlev og opland – vi har brug for jeres hjælp nu! Vi har brug for at stå sammen, sammen kan vi formentligt påvirke vor egen fremtid – og dermed Gjerlevs fremtid.

Kommentarer