Genetablering af Gl. Århusvej er gået i gang

Mandag denne uge ankom de første entreprenørmaskiner og skurvogne til området ved Nordic Waste i Ølst, hvor virksomheden Arkil skal står for genetablering af Gl. Århusvej.
Det store jordskred på affaldsgrunden, der begyndte den 19. december 2023 medførte, at der efterfølgende intet var tilbage af vejen eller dens opbygning.
Randers Netavis vil følge arbejdet de kommende måneder og kan her bringe en lille billedserie af, hvordan området ser ud netop nu, fotograferet med drone af Kenneth Stoll-Demant
Gl. Århusvej forventes at være en fuldt funktionsdygtig hovedvej mellem Randers og Aarhus i løbet af 2. kvartal 2025.
Anlægsarbejdet er delt op i tre områder eller strækninger som kræver forskelligt omfang af reetablering.
I område 1 er vejen helt væk og skal bygges op fra bunden, der skal laves nye cykelstier og ny vejafvanding. Det drejer sig om cirka 210 meter.
Område 2 er de strækninger, hvor vejen skal udbedres med ny asfalt og der skal etableres nye cykelstier og ny vejafvanding. Det drejer sig om ca. 370 meter.
Område 3 er en udbedring af vej og eventuelt cykelstier med nyt slidlag – det drejer sig om ca. 500 meter.
Kommentarer