Samfund

Gå en tur med naturvejleder og støt Danmarks Indsamling

Lørdag 21. januar kan man støtte Danmarksindsamlingen ved at deltage guidede gåture i naturen omkring Randers. Foto: Colourbox/Randers Kommune

Randers Naturcenter har planlagt fem forskellige guidede gåture i naturen omkring Randers. Turene er for alle lørdag den 21. januar. Det koster 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn og pengene går ubeskåret til Danmarks Indsamling og verdens sårbare børn. Det kræver ingen tilmelding på forhånd.

Nyd skoven i solens sidste timer og få sanseoplevelser i Fladbro Skov, tag med på den handicapvenlige tur i Gudenåparken eller hop med på en tidsrejse i Paderup Mose. Alle gåture er til fordel for verdens sårbare børn. Randers Naturcenter har planlagt fem guidede ture i Randers natur, der foregår på forskellige tidspunkter i løbet af dagen den 21. januar.

 – Vi glæder os til at gå ture med forhåbentlig mange mennesker, der vil med ud og opleve den fantastiske natur, vi har i Randers. Børns trivsel ligger os meget på sinde, og det er noget, vi arbejder med hver dag, så vi vil rigtig gerne støtte op om Danmarks Indsamling. For os er det her en oplagt mulighed, og vi donerer selvfølgelig alle pengene til verdens udsatte børn, siger Maj Laurberg Jensen, der er naturvejleder på Randers Naturcenter.

På flere af turene vil naturvejledere fra Randers Naturcenter fortælle sjove naturfortællinger, fortælle naturhistoriske anekdoter og give sanselige oplevelser. Alle turene slutter med suppe eller en pølse på grillen.

Det koster 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn at gå med på en tur. Det kræver ingen tilmelding, man møder bare op på mødestedet på dagen og betaler med MobilePay.

Læs mere om turene på www.randers.dk/danmarksindsamling

Planlagte ture

En god naturoplevelse – på den halve tid (handicapvenlig)

  • Længde: Cirka 1 kilometer
  • Startsted og tid: Randers Naturcenter 10.30

Hop-on vandretur langs Gudenåen

  • Længde: 8 kilometer, 5,7 kilometer og 2,9 kilometer

Tid og sted:

  • Stranden i Stevnstrup klokken 9.30 (8 kilometer)
  • Fladbro Kro klokken 10.00 (5,7 kilometer)
  • Fladbrovej/motorvejen klokken 10.45 (2,9 kilometer)

Skoven i solens sidste timer

  • Længde: Cirka 1,5 kilometer
  • Startsted og tid: Skovhuset, Fladbrovej 134, klokken 14.30-17.00

Naturbevægelser

  • Længde: Cirka 2,5 kilometer
  • Startsted og tid: Randers Naturcenter, klokken 10.15, 11.30 og 12.45

På tidsrejse i Paderup Mose

  • Længde: Cirka 3 kilometer
  • Startsted: Paderup Mosevej / Merkurvej, klokken 13:00

Om Danmarks Indsamling

Begivenheden er en af flere spændende indsamlingsaktiviteter, hvor Randers står sammen om at hjælpe verdens sårbare børn, som en del af Danmarks Indsamling 2023. Randers er værtsby for Indsamlingsshowet på Værket den 4. februar 2023. Og i ugerne op til tv-showet foregår der en langt række indsamlingsaktiviteter, der løbende vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.randers.dk/danmarksindsamling, hvor der også generelt er mere information om indsamlingen. Randers Kommune koordinerer “Randers hjælper sårbare børn” og har løbende tæt dialog med Danmarks Indsamlingen om de lokale aktiviteter. I 2023 støtter Danmarks Indsamlingen verdens sårbare børn: Med krig i Ukraine, tørke på Afrikas Horn, klimakrise, fødevarekrise og corona-pandemi er der brug for hjælp. Verden brænder og det er børnene, der betaler den højeste pris. Børn der bukker under for sulten. Børn der må undvære livsvigtige vacciner. Børn der mister skolegang og bliver fastholdt i fattigdom.

Kommentarer