Fussingø

Fussingø Slot slog dørene op til kunstudstilling

Se billedserie I weekenden slog Fussingø Slot dørene op til kunstudstillingen, der oprindeligt skulle have været afholdt i påsken. Udstillingen fortsætter næste weekend 5. og 6. juni. Foto: Jan Szwed: Se flere billeder i galleriet

Solen skinnede på flere måder over Fussingø i weekenden. Flere ugers kulde og regn var afløst af blå himmel og tocifrede varmegrader, og på slottet kunne man endelig slå dørene op og invitere gæster inden for til kunstudstilling.

Af Gitte Hagsholm – randers@netavis.dk

Lørdag kunne Fussingø-Gruppen atter invitere gæster inden for til den kunstudstilling, som oprindeligt skulle have været afholdt i påsken.

Det er den 25. i rækken, men på grund af corona-situationen var åbningen – og jubilæet – uden den traditionelle fernisering med taler, musik og vin til gæsterne.

De kunne til gengæld glæde sig over en nærmest sanselig oplevelse.

Solen strømmede ind gennem de høje vinduer på Fussingø Slot og ‘svøbte’ de 13 kunstneres forskellige værker i et varmt lys, forstærket af farverne i de smukke rum.

Endnu engang har Fussingø-Gruppens medlemmer sammen med en række velvalgte kunstnere fået sammensat en smuk og spændende udstilling, ‘hvor rummet og kunsten taler med hinanden’, som et tidligere medlem af Fussingø-Gruppen engang så poetisk udtrykte det.

Udstillingen på Fussingø Slot kan opleves igen i næste weekend 5. og 6. juni, begge dage klokken 10 til 17. Entré koster 30 kroner, og der er gratis parkering ved slottet.

Besøgende skal huske at medbringe coronapas eller negativ covid-19-test.

Læs mere om udstillerne på fussingoeslot.dk

Forårssolen strålede ind gennem vinduerne og medvirkede til at fremhæve kunsten i de smukke lokaler på Fussingø Slot. Foto: Jan Szwed
De engagerede medlemmer af Fussingø-Gruppen har sammen med de udstillende kunstnere endnu en gang fået sat en udstilling op, hvor rum og kunst falder ind i en helhed. Foto: Jan Szwed

Kommentarer