Fest og stemning til Handicapfestival
Fest, stemning, glade smil og god musik var ingredienser i den 18. handicapfestival som i går blev holdt i Arena Randers.
Igen var det ildsjælene Lars- og Mariann Pedersen fra Handicapcenter Kronjylland, som stod bag arrangementet. Siden sidste års festival har Lars Pedersen mistet begge ben på grund af sukkersyge, men det har ikke fjernet hans altid gode humør.
SE VIDEO NEDERST I ARTIKLEN
– Jeg har jo ikke mistet hovedet, og fordelen er, at nu er der ingen, som kan gå og træde mig over tæerne, griner Lars Pedersen.
Allerede klokken 8.30 åbnede Arena Randers dørene for publikum. De lokale “Klub 85” og “Løvetand Band” varmede op, så stemningen var allerede i top, da de andre store navne skulle optræde.
Klokken 10 åbnede kommunikationsmedarbejder i Sparekassen Kronjylland, Peder Vagn Poulsen officielt handicapfestivalen. I åbningstalen anbefalede han, at der skulle råbes hurra for Lars- og Mariann Pedersen, for deres store indsats for Handicapfestivalen.
Mere end 2000 munde råbte på en gang et trefoldigt leve for de to navnkundige organisatorer.
Herefter overtog det legendariske band Klaus & Servants scenen. De gav den gas, og de tog publikum med på vejen til Herstedvester, og bankede tre gange med et kosteskaft i loftet. Hurtigt samledes en stor flok mennesker foran scenen, og skrålede med på alle de kendte hits, som Klaus & Servants har leveret siden 1960erne.
Da klokken slog 12 var der stor opstandelse foran scenen. De fleste publikummer havde opdaget, at Kandis stod parat bag scenen. Der blev kaldt på Johnny (forsanger, red.) fra alle sider, og han vinkede naturligvis til dem alle sammen.
Da Kandis kom på scenen ville jublen ingen ende tage. Orkestret behøvede ikke nogen nærmere præsentation. Alle i salen kendte de fire orkestermedlemmer ved navn. Ikke uden grund er Kandis det mest populære danseorkester i landet.
Ud af højttalerne drønede alle de kendte sange, og der blev ikke spillet én eneste sang, hvor koret fra de handicappede ikke kunne høres.
På de to sidste numre blev Kandis akkompagneret af alle de handicappede, som kunne være på scenen. Der blev hoppet, danset, sunget og smilene var fremme.
I en time leverede Kandis det ene hit efter det andet i et forrygende show, og publikum var næsten i ekstase. Intet i denne verden er større eller bedre end Kandis. Et par af de mennesker, som Randers Netavis talte med, var udelukkende kommet for at høre Kandis, og andre havde endda taget turen fra Sjælland til Randers, for at opleve yndlingsorkestret.
Efter koncerten oplyste Johnny Hansen fra Kandis, at orkestret ganske bevidst spiller nogle sange, hvor de handicappede kan synge med.
– Vi har ingen berøringsangst. Vi giver dem pladsen til at være dem, som de er” siger Johnny Hansen.
Vanen tro var der masser af lagkage til dagens fødselarer. Men der var rigeligt med lagkage, så der blev også et stykke til dem, som ikke havde fødselsdag.
Entertaineren Jacob Haugaard var konferencier, men overtog også underholdningen på scenen i en times tid. Som altid han utroligt populær, og der var flere gange kø for at få taget en selfie med den kendte tusindkunstner.
Alle udstrålede glæde og begejstring. Dagen var reddet både for de 2000 publikummer, men også for de optrædende.
– Det er altid en stor fornøjelse at være her, siger Jacob Haugaard til Randers Netavis. Her er publikummet altid glade, tilpasse og begejstrede, fastslår han.
Det var tæt på at blive rørende at overvære, hvordan unge og ældre grinede sammen, dansede sammen og sang sammen.
Hvis det var verdensmesterskaberne i glæde, som i dag blev afholdt, ville de 2000 handicappede alle sammen komme ind på en suveræn førsteplads.
Kl. 14 var det slut, og mange, store busser rullede væk fra Arena Randers, og for manges vedkommende hjem til institutioner og bofællesskaber fra hele landet
Endnu engang havde publikum fået en stor oplevelse, og de ser allerede nu frem til næste års Handicapfestival.
Kommentarer